mandag, 10. februar 2025

Skuffet Mock har misset flere nye kampe

Er karrieren slut for Lolenga Mock?
Det kan meget vel tænkes. Under alle omstændigheder er det seneste halve års tid ikke forløbet, som den 47-årige bokser gerne ville have. Danskeren med de congolesiske rødder var udset til at være med i turneringen “The Golden Contract”, hvor otte boksere skulle kæmpe om en toårig aftale med Sky Sports. Men til syvende og sidst var de engelske arrangører ikke meget for at have ham med. Problemet var angiveligt et spørgsmål om forsikring på grund af Lolenga Mocks høje alder, men hovedpersonen tror selv, det handler om at andre ting.
“Det var virkelig ærgerligt, for det ville have være en perfekt afslutning på en lang karriere. Når jeg kigger på de navne, der er med i konkurrencen, havde jeg gode muligheder for at komme i finalen og tage den kontrakt. Der er ikke nogen af de otte boksere, der stiller til start i min vægtklasse, som jeg ikke kan besejre. Jeg ville have haften god mulighed for at vinde konkurrencen og få en kontrakt hos Sky Sports i de næste to sæsoner, men det var måske netop det, der gjorde udfaldet. Hvis jeg havde vundet finalen til sommer, så ville de stå med en bokser på 48 år, der ville være 50 år, når kontrakten var færdig med Sky Sports. Det var der måske ikke meget perspektiv i for deres vedkommende,” siger Lolenga Mock til Århus Stiftstidende.
Efterfølgende har Lolenga Mock været udset til at møde den 21-årige Cesar Mateo Tapia (11-0), der stammer fra Mexico, men er bosiddende i Australien. En kamp, der ifølge Lolenga Mock skulle have fundet sted i Dubai. Men også den kamp er røget i vasken. Derfor er Mock, der ikke har været i ringen siden maj sidste år, begyndt at forberede sig på tiden efter den aktive boksekarriere.
“Jeg vil gerne fokusere på den personlige træning og rådgivning i den kommende tid. Jeg har været med til at skabe boksere tidligere. Jonas Madsen havde kun spillet fodbold, da han kom til Champs Camp i sin tid. Jeppe Morell har også trænet under min vejledning. Jeg føler, at jeg har noget at kunne give videre til den nye generation af boksere,” siger Lolenga Mock.

Seneste historier