Det har langt fra været nogen selvfølge, at Dina Thorslund (10-0, 6 KO) ville få hjemmebane til sin kommende WBC interim-titelkamp mod Alicia Ashley (24-11-1, 4 KO). Faktisk var det i første omgang promotor Nisse Sauerlands plan at lægge kampen uden for Danmarks grænser.
“Jeg fik tilbuddet om at bokse i Tyskland, men det ville bare ikke være det samme. Jeg får bare ti procent mere at give af, når det er hjemme i Struer. Og de kan godt blive vigtige, for det kan snildt blive en tæt kamp,” siger Dina Thorslund til Dagbladet Holstebro-Struer.
Dina Thorslunds bagland, blandt andet manager Peder Forsman, har derfor brugt en masse tid på promotorarbejde, så det alligevel er blevet muligt at arrangere kampen i Vestjylland.
“Kommunen og virksomhederne har været klar til at hjælpe, og vi satser på at give noget tilbage til byen,” siger Peder Forsman.
Foto: Wende.