Dina Thorslund (14-0) kan godt sætte kryds i kalenderen den 29. februar. Det er formentlig der, hun næste gang skal forsvare sit WBO-bælte.
“Vi arbejder på en ny modstander i øjeblikket. Og med hensyn til kampdatoen, ser det ud til, at det bliver 29. februar. Det ved både Dina og hendes træner,” siger Nisse Sauerland til Ekstra Bladet som et svar på den kritik, den danske bokser i går kom med af sin promotor.
Dina Thorslund udtrykte utilfredshed og frustration over, at flere potentielle kampdatoer ikke har vist sig at holde stik, og at det nu er et halvt år siden, hun senest har været i ringen. Ifølge den tyske promotor har pausen dog en helt naturlig forklaring.
“Hun har været skadet (en brækket finger, red.) efter kampen i juni, og hun afviste at kæmpe i oktober. Se på, hvor mange gange hun har bokset – hun er en aktiv verdensmester. Dina har intet at klage over,” siger Nisse Sauerland.
I løbet af få måneder udløber parternes kontrakt, men Nisse Sauerland er ikke i tvivl om, at de nok skal blive enige om en forlængelse.