Det var effektivt og hårdt arbejde, som sent lørdag aften sikrede Dina Thorslund (12-0) WBO’s VM-titel i superbantamvægt efter 10 omganges boksning mod mexicanske Jessica Munoz (17-2-1). Og det var meget vigtigt, at Thorslund formåede at snuppe sejren og VM-bæltet. Ikke kun fordi en dansk verdensmester altid er velkommen, men i lige så høj grad fordi, vi dermed kan sætte næsen op efter flere stævner i fremtiden.
Sauerlands interesse i det danske boksemarked har de seneste år været stærkt aftagende. Det er efterhånden kun Dina Thorslund og Kem Ljungquist, der er på faste aftaler med tyskerne, der lader til at have mistet interessen i at satse seriøst og helhjertet på folk som Dennis Ceylan, Patrick Nielsen og Micki Nielsen. Da Thorslund nu tre gange i træk har fyldt arenaen i hjembyen Struer, og hendes bagland samtidig har sørget for skrabe sponsorater sammen i en grad, så de reelt ville være i stand til at arrangere kampene på egen hånd, vil det også naturligt være hende, der vil være omdrejningspunktet for Sauerlands næste stævne på dansk grund. Hvornår det så kommer, er uvist.
Det er ærgerlgit og beklageligt, at der ikke bliver satset mere på de øvrige danskere. Vel boksede Dennis Ceylan (19-2-2) langt fra sit livs kamp i lørdags, selvom det blev til en sikker poinsejr mod Levan Tsiklauri (10-4-1), men han er nu tilbage på sejrskurs, og med bedre form og mere skarphed bør han hurtigt kunne komme i betragtning til en ny EM-kamp. Patrick Nielsen viste mod Arthur Abraham, at hans bokseevner er massivt til stede, og Micki Nielsen er gledet af holdet, som han aldrig for alvor er dumpet. Det er muligt, at Oleksander Usyk ikke ryster i bukserne over ham, men Micki Nielsen har trods alt et par fornuftige sejre på rekordlisten, ligesom han på udebane i Sydafrika boksede helt lige op med Kevin Lerena, der af The Ring bliver betragtet som mellem de 10 bedste i verden. Så helt elendig kan Micki Nielsen altså ikke være.
Problemet er bare, at evnen til at sælge billetter vægter langt højere end de boksemæssige evner mellem tovene. Hverken Ceylan eller Nielsen-brødrene har vist imponerende evner til at fylde arenaerne, når de har bokset i deres hjembyer, og så bliver man med Sauerlands tyske business-stil skubbet til side. Dermed hviler det på Dina Thorslund.
Derfor var det ekstremt vigtigt, at Dina Thorslund formåede at besejre Jessica Munoz og vinde WBO-titlen. Ellers havde det set skidt ud. Som forventet kom Thorslund dog ikke på noget tidspunkt i problemer mod mexicaneren, som godt nok var fysisk stærk og påtrængende – og i øvrigt vanvittigt hårdfør – men som bokseteknisk var Dina Thorslund langt underlegen. Helt urimeligt havde det ikke været med en enkelt omgang til Munoz tidligt i kampen, men derefter var der total dansk dominans. Overlegenheden blev mod slutningen så stor, at ingen kunne have bebrejdet det mexicanske ringhjørne, hvis det havde stoppet kampen og skånet sin bokser for de sidste par omgange.
Det blev dermed en let aften for sidedommerne – og godt for det. Dermed slipper vi nemlig for, at kritikere peger fingre af dommernes neutralitet. Gruppen af officials bestod af en tysk kampleder, en østrigsk supervisor samt dommere fra Tyskland, Østrig og England. Det lyder umiddelbart fair i en kamp mellem en dansker og en tysker, men det er tankevækkende, at fire ud af de fem officials til daglig har hjemme i det østrigste forbund FvA, som er Sauerlands primære forbund. De tyske og østrigske officials var så lidt neutrale, at der lige så godt kunne være brugt danske dommere.
Stor tiltro til Kem Ljungquist
Sværvægteren Kem Ljungquist (5-0) er den eneste danske bokser udover Thorslund, som er på en fast kontrakt med Sauerland. Tyskerne virker begejstrede for Ljungquist, der alene på grund af sin størrelse og vægt er interessant. Boksemæssigt er han nu heller ikke ueffen, selvom han ikke nåede at vise det denne gang. Slovakkiske David Vyletel (7-3) var en fusentast, der tydeligvis bare var kommet for at hente pengene. Første gang Ljungquist ramte ham dybt, satte han sig på knæ – og der blev han siddende til præcis det splitsekund, kamplederen havde vinket forestillingen af. Så rejste han sig og gik på sikre fødder til sit ringhjørne. Puha.
”Jeg nåede ikke engang at blive varm. Vi så ham i går, og han så lidt blød ud på maven, så det gik vi efter,” lød det efterfølgende fra Kem Ljungquist, der faktisk ikke havde planer om at gøre kampen færdig så hurtigt, som det endte med at blive tilfældet.
”Første halvdel af omgangen skulle jeg bare gå og sende lige stød afsted, og så skulle jeg gå dybt på ham i anden halvdel. Så skulle jeg stoppe ham i 2. omgang, men det blev så 1. omgang,” sagde Kem Ljungquist, der allerede 28. september er tilbage i ringen.
Det sker endda på den helt store scene, når hani Jeddah i Saudi Arabien bokser på undercardet til WBSS-finalen mellem de to englændere Callum Smith og George Groves. Her møder han egyptiske Mourad Omar (4-1), og der satser vi på endnu en dansk sejr.
Danske pointsejre
Undercardet bød som forventet på danske pointsejre mod østeuropæiske modstandere. Frederik Hede Jensen (3-1) boksede væsentligt bedre end sidst, og det var rigeligt til en klar pointsejr mod Andrei Nurchynski (9-30-5). Frederik Hede ligner ikke en bokser, der render rundt med dynamit i næverne, og det er en ulempe, når han skal forsøge at sælge sig selv over for en promotor.
”Jeg vidste godt, at han ikke var sådan en, jeg ville slå på røven. Jeg synes, at jeg fik godt fat i ham til sidst, men han var god til at tage slagene,” sagde Frederik Hede Jensen, der efter sin seneste kamp, hvor han blev pointbesejret af spanske Brian Palaez, fik konstateret astma. Det får han nu medicin mod, og det var en medvirkende årsag til, at han denne gang ikke havde nogle problemer med at bokse alle de planlagte omgange.
”Jeg synes, at jeg havde masser af luft, og det håber jeg også, at man kunne se. Jeg kunne i hvert fald sagtens havde bokset endnu flere omgange,” sagde Frederik Hede Jensen.
Sejre uden at imponere
Både Haris Dzindo (7-0) og Adam Bashanov (2-2) vandt deres kampe point, uden at det på noget tidspunkt blev vanvittigt ophidsende. Dzindo har helt fra begyndelsen har været på egen hånd og har selv arbejdet for at sætte sine kampe op, og det er såmænd værd at tage hatten af for. Det er hårdt og besværligt at være profbokser uden de rigtige folk i ryggen, men på to år har Haris Dzindo nu formået at få syv kampe på rekordlisten. Det er i sig selv en præstation, som skal anderkendes.
Lørdagens modstander, Gary Abajyan (34-38-1), var på papiret den hidtil bedste modstander, men georgieren viste sig at have en noget alternativ tilgang til kampen. Abajyan mindede om en blanding mellem en bokser, Charlie Chaplin, en skøjteprinsesse og en cirkusklovn, og selvom det kan lyde udmærket, da det jo giver mulighed for at underholde stort set alle steder, var det ikke en fantastisk kombination for en bokser. Gary Abajyan gjorde flere gange opmærksom på, at han ikke var imponeret over de evner eller den power, Haris Dzindo viste, men hvis danskeren virkelig var så elendig, kan man jo undre sig over, at Abajyan ikke var tættere på at vinde.
”Det var en lidt anderledes modstander i forhold til, hvad jeg er vant til,” sagde Haris Dzindo efterfølgende – og det var bestemt ingen overdrivelse.
Rodet sejr til Bashanov
Efter to nederlag på stribe var en sejr naturligvis påkrævet for Adam Bashanov (2-2). Den fik han da også som ventet, selvom det blev seks ret rodede omgange mod tjekkiske Petr Chmelik (3-5-1).
”Den kamp var ikke svær. Men det var hårdt nok alligevel. Jeg blev ramt hårdt i 2. omgang, hvor jeg tænkte ”hvad satan skete der der?”,” sagde Adam Bashanov.
Letsværvægteren, der i en årrække har boet i Struer, men nu residerer i Vejle, har i sine to nederlag været den nøje udvalgte modstander. Han skal præcis som Haris Dzindo kæmpe uden for ringen for overhovedet at få kampe, så hvorfor ikke sætte de to op mod hinanden? Et opgør mellem de to kunne være en interessant kamp, hvor Nisse Sauerland kunne krydre det hele med at give vinderen lovning på yderligere kampe. Dermed vil der være en stor gulerod i vente for vinderen.
Paskali i den bedste kamp
Undercardets bedste kamp var uden dansk deltagelse. Xhek Paskali (4-0) måtte kæmpe hårdt, inden han havde sikret sig sejren mod Bernard Donfack (24-20-4), der viste sig at være en solid journeyman, der endnu ikke er faldet til at blive en nobody. Den tyske sejr var fair nok, men det var alligevel ikke denne kamp, der overbeviste Sauerland og samarbejdspartneren Erol Ceylan, der i fællesskab står bag Paskali, om, at han er fremtidens stjerne.
Hvornår Sauerland næste gang sætter bokseringen op på dansk grund, afhænger altså formentlig af, hvornår Dina Thorslund er klar til at sætte sin titel på spil – hvis Thorslund da ikke vender næsen mod mere eksotiske himmelstrøg end Vestjylland, når titlen skal forsvares. Danske boksefans kan dog glæde sig over, at der kun er lidt mere end to uger til, at Mogens Palle inviterer til stævne i Frederiksberg Hallerne, hvor flere meget interessante opgør allerede er annonceret.
Foto: KGZ Fougstedt.