Ditlev Rossing (10-0) forsvarede som ventet uden problemer sin WBC youth-titel i cruiservægt, da han stoppede argentinske Miguel Angel Peralta (9-2) i 3. omgang. Argentineren havde ikke de store chancer i opgøret, men indsatsen fra Rossing kunne have været bedre.
Det var meget tydeligt, at Ditlev Rossing gerne ville have gjort forestillingen hurtigt færdig. I stedet for at åbne modstanderen med sit jab og på den måde bokse sig frem til chancen, virkede det fra begyndelsen som om, han satsede på at lande det ene slag, der kunne sende argentineren i gulvet.
Peralta måtte ganske vist en tur i gulvet i 2. omgang, men det var mest efter noget roderi. Den bombe, som Rossing så gerne ville lande, kom i 3. omgang, hvor han med et højre sving hamrede argentineren ned. Han kom op, men efter en ny serie, lå han igen på gulvet.
Det fik den finske kampleder til at vinke opgøret af.