Ditlev Rossing (13-0) har endnu en gang fået tilbudt en titelkamp. Først var det WBA-verdensmesteren Arsen Goulamirian, der havde udset sig danskeren til en VM-kamp, og nu er det en EU-titelkamp, som Rossing er blevet tilbudt. Titlen i cruiservægt er ledig, og EBU har spurgt, om Rossing vil være interesseret i at møde polske Nikodem Jezewski (18-0-1) om bæltet.
Promotor Mogens Palle meddeler, at man ikke er lun på kampen, da Ditlev Rossing netop har været igennem en operation i hånden og derfor først er ved at vende tilbage til fuld styrke.
“Det er et klap på skulderen, og det er superfedt. Det giver mig bare endnu mere motivation til at arbejde benhårdt hver eneste dag i træningslokalet mod at få tilbud om de her titelkampe. Der er ingen stress – det skal nok komme. Vi er på rette vej, og det er bare et spørgsmål om tid, før det falder på plads med en interessant titelkamp. Jeg har mit fokus på de 4 store forbund og deres titler. Men det er klart, at hvis der kommer en mulighed for at tage en EM-kamp eller lignende, så er jeg også klar til det,” siger Ditlev Rossing ifølge en pressemeddelelse.
Den 25-årige cruiservægter er på plakaten, når Mogens Palle den 1. februar arrangerer stævne i Frederiksberg Hallerne.