lørdag, 21. juni 2025

Rossing møder georgisk erstatning

Efter et sent afbud fra den ubesejrede spanier Willson Santos, bliver det nu i stedet georgiske Zura Makereshvili (17-22), der på fredag skal møde Ditlev Rossing (10-0) ved Danish Fight Night i Nykøbing Falster.
“Jeg er klar til kampen og har forberedt mig så godt som muligt omstændighederne taget i betragtning,” siger Ditlev Rossing ifølge en pressemeddelelse.
De omstændigheder, han snakker om, er, at hans træner, mentor og far, Christian Ullits Christensen, for ganske nylig tabte kampen til kræft.
“Jeg vil gerne dedikere denne kamp og alle kampe, som jeg bokser fremover til Chris. For uden ham var intet af det her muligt. Chris har altid troet på mig og støttet mig, selv da ingen andre gjorde det. Jeg startede denne rejse sammen med ham, og derfor knuser det mit hjerte, at han ikke kan være med og se, hvor det ender henne. Men jeg har ham med i hjertet, når jeg går i ringen. Jeg ved, at han kigger med oppefra. Han er et bedre sted nu,” siger Ditlev Rossing.
Fredagens modstander, Zura Makereshvili, ser, hvis man udelukkende ser på cifrene på hans rekordliste, ikke ud som nogen skræmmende modstander. Han er en relativt lille cruiservægter, men når en modstander skal hentes med få sages varsel, er det nu engang vanskeligt at være matchmaker. Makereshvili er blevet valgt, fordi han trods mange nederlag som oftest går tiden ud – selv når modstanderne er ganske stærke, og da Rossing har stoppet sine seneste to modstandere rimeligt hurtigt, vil han have godt af at gå den fulde distance.
Rossing har trods blot 10 kampe allerede været igennem to titelkampe om WBC youth-titlen, og han er placeret som nr. 18 på EU-ranglisten.
“Det er gået stærk. Jeg er kun 24 år, så jeg har alderen med mig. Alt i alt ser det meget positivt ud med min udvikling,” lyder det fra Ditlev Rossing.

Seneste historier