søndag, 26. maj 2024

Rossing håber på knockout mod ukrainer

Ditlev Rossing (13-0) kommer til at stå over for ukrainske Sviatoslav Svyryd (5-2), når der den 1. februar er Danish Fight Night i Frederiksberg Hallerne.
“Han ser ud til at være en ganske udmærket modstander, der er fysisk stærk, og han kommer helt sikkert for at vinde og virkelig skabe en god kamp. Jeg ser frem til at tildele ham det første knockoutnederlag,” lyder meldingen fra Ditlev Rossing ifølge en pressemeddelelse.
Den 25-årige dansker har netop været igennem en operation efter en skade i den ene hånd, og da det denne gang ikke er ham, der er øverst på plakaten, vil det kvikke øje have bemærket, at modstanderen heller ikke er karrierens hårdeste. Svyryds bedste sejr – en KO-sejr over den ubesejrede Shokran Parwani – blev slettet fra statistikken, da resultatet fra den efterfølgende dopingtest stod klar, og ukraineren må desuden en vægtklasse op fra letsværvægt til cruiservægt, som er Rossings naturlige klasse.
Efter skadespausen har Rossing trænet med amerikanske Sherman Williams, og han ser frem til at vende tilbage til ringen – og forhåbentlig gøre det, som ingen endnu har formået: At sende Sviatoslav Svyryd på bagdelen.
“Nu har jeg gået og ikke kunnet lave andet end at slå med højrehånden i en lang periode, så den må jeg jo næsten kunne gå ind og levere varen med i min kommende kamp. Det bliver et brag af en kamp, og det bliver godt at komme tilbage efter min sidste kamp, som var lidt rodet. Jeg ser virkelig frem til at vende tilbage til ringen igen og få en knockoutsejr,” siger Ditlev Rossing.

Seneste historier