Det bliver en skarp og velforberedt Ditlev Rossing (11-0), som den 15. juni går i ringen i Randers Hallen for at forsvare sin WBC youth-titel mod congolesiske Landry Matete (11-0-1). Rossing forbereder sig hjemme i bokseinstituttet i Valby, hvor Mogens Palle har engageret nordirske Tommy McCarthy (14-2) som sparringspartner for danskeren.
“Det er rigtig fedt at få noget relevant sparring med så stærk en bokser. Den sparring, som jeg er vant til at få med danske boksere, kan ikke sammenlignes. Det kan være fint at få timingen på plads, men det er klart, at jeg i mange tilfælde ikke rigtigt kan åbne helt op under sparring, for så er der ikke mere sparring. Her kan jeg gå hårdere til den og virkelig give den gas,” siger Ditlev Rossing, som vurderer, at McCarthy i bygning og stil minder meget om hans kommende modstander.
“Han har en kropsbygning og en boksestil, som ligner min modstanders den 15. juni. Han har også den samme højde. Det gør, at vi kan arbejde videre med det, som vi har arbejdet på i flere uger og få det med ind i sparringen. Han har mødt nogle stærke folk, og så har han også en masse rutine efter at have været meget rundt og sparre med de bedste i Storbritannien. Han har blandt andet sparret en del med den tidligere verdensmester Tony Bellew, så det er en erfaren og stærk mand,” siger Ditlev Rossing.
På Landry Matetes rekordliste, som ikke er anerkendt af BoxRec.com, men som er verificeret af det congolesiske forbund, findes 11 sejre – en enkelt på knockout – mens Matetetes seneste kamp, som fandt sted i februar, blev dømt uafgjort efter otte omgange. Matete er en høj og teknisk velfunderet bokser, og Rossing er glad for den gode sparring, som gør, at han kan være helt klar til opgaven.
“Jeg kan sagtens være med og føler mig rigtig stærk, så det er meget motiverende. For hver omgang føler jeg mig mere og mere skarp. I forhold til min fysiske form, har jeg aldrig været stærkere, end jeg er nu. Det er super-motiverende at mærke, at den fysiske træning, som vi har gennemført, virkelig giver pote nu. Alle de kombinationer, som jeg har trænet på, begynder jeg at kunne tage med i sparring, og de sidder der bare. Jeg føler mig rigtig farlig nu,” siger Ditlev Rossing.
24-årige Ditlev Rossing er for nylig blevet udpeget som officiel udfordrer til den ledige EU-titel i cruiservægt. Det samme er italienske Fabio Turchi, men et opgør mellem de to virker ikke specielt sandsynligt.