Ditlev Rossing (10-0) kommer på programmet, når der den 18. januar er Danish Fight Night i Nykøbing Falster. Cruiservægteren, som mellem jul og nytår runder 24 år, er indehaver af WBC’s youth-titel, som dog ikke kommer på spil ved denne lejlighed. Den titel forsvarede Rossing som bekendt ved det seneste stævne, hvor han stoppede argentinske Miguel Angel Peralta.
Til gengæld bliver der ved stævnet i Nykøbing Falster ingen kamp til den lokale helt Andreas Lynggaard (5-2). Lynggaard måtte ved det seneste stævne se sig besejret af Lado Gabisonia, og allerede i den kamp havde Lynggaard store problemer med sin højre hånd. De problemer er så omfattende, at han ikke får mulighed for at komme i ringend en 18. januar.
Mogens Palle forhandler for tiden om en mulig titelkamp til Sarah Mahfoud (7-0) ved stævnet den 18. januar, hvor Oliver Meng (4-0) bokser hovedkampen mod Maono Ally (8-3-1) om IBF youth-titlen, og hvor det desuden er meningen, at Enock Poulsen (9-0), Allan Mahfoud (2-0) og Daniel Heinze (6-2-1) skal i ringen, ligesom der på stævnet kommer et par amatørkampe med lokale boksere.