torsdag, 6. februar 2025

Rasinlic: Vil gerne prøve noget nyt

Amer Rasinlic debuterer på lørdag som professionel bokser, når han på hjemmebanen i Horsens går i ringen ved Nordic Fight Night.
“Jeg har sagt ja for at prøve noget nyt. Det kunne være sjovt at lave lidt show på hjemmebane, og jeg ved, der kommer mange af mine kammerater og ser stævnet,” siger Amer Rasinlic til Horsens Folkeblad.
Letsværvægteren har ikke lavet nogen aftale med Sauerland, som rækker ud over denne ene kamp.
“Hvis det går godt, kan det jo være, jeg får flere prof-kampe, men ellers vender jeg tilbage til BK Vitus og bokser videre som amatør. Sådan er reglerne nu, og det er dem, jeg retter mig efter,” siger Amer Rasinlic, der skal møde en polsk journeyman i sin debutkamp.
Han håber på en god oplevelse og slår fast, at det udelukkende er de sportslige ambitioner, der får ham til at debutere.
“Det er ikke pengene, der lokker. Jeg får 4000 kr. for kampen, men skal selv betale 6000 kr. for den obligatoriske scanning, siger Amer Rasinlic.

Seneste historier