mandag, 7. juli 2025

QPB skriver kontrakt med 18-årig nordmand

Q Pro Boxing har skrevet kontrakt med endnu en bokser, den 18-årige nordmand Martin Skogheim. Ham fik den danske promotorstald øjnene op for, da han var i Danmark for at sparre med Oliver Møllenberg, der i næste uge bokser WBO youth-titelkamp ved Q’s stævne i Gilleleje.
“Han overraskede os. Han er en stærk, ung mand. Vi besluttede os hurtigt for, at vi gerne ville skrive kontrakt med ham. Efter lidt research fandt vi ud af, at han både er seriøs og dedikeret, og det er egenskaber, vi sætter pris på hos vores boksere,” siger promotor Thomas Møllenberg ifølge en pressemeddelelse.
Skogheim har ambitionerne i orden i forhold til sin sport:
“Jeg drømmer om at vinde et bælte, men det er et mål over lang tid. Du er nødt til at tage små skridt, så de store bælter kan komme med tiden,” siger han.

Seneste historier