Jacob Porsgaard (2-0) skal forberede sig på en erfaren georgisk modstander, når han ved Q Pro Boxings stævne i Gilleleje den 5. oktober bokser sin tredje professionelle kamp. Modstanderen bliver 21-årige Giorgi Kerdikoshvili (3-19-5), der uden diskussion er en journeyman, men som ud fra rekordlisten ligner en fyr, der ikke uden videre lægger sig.
Kerdikoshvili har blandt andet mødt den regerende EBU-mester i letmellemvægt, spanske Sergio Garcia. Her gik han alle otte omgange og blev besejret på point, så der er næppe grund til at forvente en dansk knockout-sejr inden for de fire omgange, som kampen er sat til.
“Jeg ved, at han har mange kampe og at han er en rimelig hård fyr. Han er sådan en slider, sådan en der er hård at bokse i mod. I forhold til mine to andre professionelle kampe, så er han helt sikkert den sværeste modstander. Det er kun fire kampe siden, at han mødte europamesteren,” siger Jacob Porsgaard ifølge en pressemeddelelse.
“Det bliver ren krig fra start. Jeg skal være der 100 procent fra første sekund og til klokken lyder. Der er ingen af os, der kommer til at give os. Jeg ser mig selv som favorit, men det bliver ikke en nem kamp det her,” tilføjer han.