Pierre Madsen (10-0, 9 KO) kommer den 5. januar ved Danish Fight Night til at stå over for georgiske Davit Gogishvili (20-8, 12 KO). En modstander, som danskeren forhåbentlig kan besejre overbevisende i jagten på mere udvikling.
“Forberedelserne går rigtigt godt. Helt vildt godt. Vi har en rigtig god træningscamp med Sherman Williams. Jeg synes allerede, at formen er rigtig god, og det er jo heller ikke længe siden, at vi har været i kamp,” siger Pierre Madsen ifølge en pressemeddelelse.
Den danske sværvægter har stoppet næsten alle sine modstandere før tid, og det kunne være rart at se ham over en længere distance. Men selvom det har været vanskeligt at se i ringen, når kampene har været korte, mener hovedpersonen, at han har flyttet sig markant som bokser.
“Jeg synes, at jeg har rykket mig markant. Det siger folk i træningssalen også. Husk på, at jeg gik over som professionel med en meget lille rygsæk – med meget få kampe som amatør – fordi jeg ikke kunne få modstandere. Jeg har dermed også potentiale til at udvikle mig mere end folk, der har bokset 60-70 amatørkampe,” siger Pierre Madsen.
Davit Gogishvili er højrefodsbokser. Dem har Pierre Madsen tidligere mødt et par stykker af, og ved disse lejligheder har han ikke ligefrem imponeret. Tværtimod er hans kampe mod højrefodsboksere blev noget rigtigt roderi. Han tror dog, at det bliver bedre denne gang.
“Så længe jeg bare ved det på forhånd, er det ikke noget problem, at han er højrefodsbokser. Jeg har heldigvis tid til at se nærmere på ham og forberede mig på det,” siger Pierre Madsen.