Efter alt at dømme kommer der en professionel debutant på programmet, når TK Promotion den 29. februar i Ringkøbing arrangerer sit første professionelle stævne.
Payman Eshan bokser som professionel, fortæller promotor Kasper Holgersen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
“Vi vil gerne give Payman den gulerod, det er at få en professionel kamp. Vi skal holde ham helt oppe i gear. Nu giver vi ham mulighed for at prøve det af. Som reglerne er nu, kan han altid vende tilbage og bokse amatørkampe,” siger Kasper Holgersen til avisen.
18-årige Payman Eshan, der skal bokse i superfjervægt, vandt sidste år det danske mesterskab for U19-boksere. Han har bokset 33 amatørkampe og vundet de 20.