Når Patrick Nielsen (29-3) den 5. oktober vender tilbage til bokseringen, skal han forberede sig på en modstander, som er godt kendt af en af danskernes nye staldkammerater. Modstanderen, Armen Ypremyan (9-1-2), har blot lidt et enkelt nederlag som professionel, og det kom, da han i maj sidste år blev stoppet af Landry Kore.
“Jeg ser utroligt meget frem til den her kamp. Jeg har savnet boksning og jeg glæder mig til at komme op i ringen og give den fuld gas,” siger Patrick Nielsen ifølge en pressemeddelelse.
Danskeren har ikke bokset i snart halvandet år, og da hans to seneste kampe er endt med nederlag, skal vi helt tilbage til januar 2017 for at finde Patrick Nielsens seneste sejr. Det skulle der gerne blive lavet om på dette gang.
Patrick Nielsen har selvsagt været i dialog med Landry Kore omkring Armen Ypremyan, og selvom danskeren respekterer manden, der kommer til at stå foran ham, går han helt og aldeles efter sejren.
“Jeg har ikke noget kendskab til ham, andet end hans kamp mod Kore. Han ser fornuftig ud og kommer helt sikkert for at vinde. Jeg skal være velforberedt,” siger Patrick Nielsen.