Patrick Nielsen (29-3) kan være på vej tilbage til bokseringen – og det kan meget vel ske i regi af Q Pro Boxing.
Torsdag aften var den 28-årige supermellemvægter blandt publikum ved ringside, da Q Pro Boxing holdt stævne i Aabenraa, og det var ikke udelukkende den gratis entre, der havde lokket Patrick Nielsen til Sønderjylland.
“Jeg regner med meget snart at komme med her,” sagde Patrick Nielsen og pegede op mod ringen for at indikere, at en aftale med Q Pro Boxing er under opsejling.
Promotor Thomas Møllenberg bekræfter, at der er dialog mellem parterne, og at Q Pro Boxing er endog meget interesseret i at knytte Patrick Nielsen til stalden. På nuværende tidspunkt er der dog ikke indgået nogen bindende aftale mellem parterne.
Patrick Nielsens seneste sejr i bokseringen ligger faktisk to et halvt år tilbage. Han boksede senest i april 2018, da han tabte på en meget kneben pointafgørelse mod Arthur Abraham. Den mellemliggende periode har han blandt andet brugt på at score kassen på at stille op i et freakshow af en MMA-kamp og få én på hatten af Mark O. Madsen.