Patrick Nielsen (29-2, 14 KO) kunne have fået en kamp ved det kommende Nordic Fight Night i Struer. Sådan skulle det imidlertid ikke være, og nu er Patrick Nielsen ikke længere en del af Team Sauerland.
“Der har egentlig ikke været en forhandling. Vi har talt sammen, og vi har også tilbudt ham en kamp i marts måned. Det var Patrick åbenbart ikke klar til. Men i brund er det bare sådan, at Patrick må gøre, som han nu engang vil,” siger promotor Nisse Sauerland til B.T.
26-årige Patrick Nielsen lå i efteråret nr. 1 på WBA’s verdensrangliste og var dermed i en meget gunstig position i forhold til en VM-kamp. Alligevel blev han sendt ud i en vanskelig udekamp mod John Ryder, der som bekendt gav ham én på hatten.
“På et personligt plan er jeg da lidt skuffet, men jeg betragter stadig Patrick som en ven. Men i forhold til boksningen får jeg konstant nye folk ind, så livet går videre uden ham. Patrick fik en stor mulighed flere gange, og han leverede ikke,” siger Nisse Sauerland – øjensynligt uden at forholde sig til, hvorvidt Patrick Nielsens promotor gav sin bokser de bedst mulige betingelser for at klare de vanskelige kampe.
Patrick Nielsen er senest af Mogens Palle bleve tilbudt en kamp mod landsmanden Jeppe Morell (8-2, 3 KO).
Foto: Wende.