Et kommende opgør mellem Lolenga Mock (42-14-1, 13 KO) og John Ryder (25-4, 13 KO) kan ende med at blive en kamp om IBO’s titel i supermellemvægt. Egentlig var det meningen, at forbundets intercontinentale titel skulle på spil, men da den såkaldte VM-titel er blevet ledig efter Chris Eubanks nederlag i weekenden, har Mogens Palle spurgt IBO, om den kan være på spil i Danmark i stedet.
“Jeg har ansøgt IBO om at lave kampen, fordi George Groves har meddelt, at han ikke vil forsvare titlen. Derfor har jeg forsøgt at komme andre i forkøbet ved at forespørge forbundet, da vi trods alt er så tæt ved et stævne og derved har en mulighed for, at IBO i det mindste vil gøre det til en kamp om interim-titlen. Derefter skal vinderen så møde førsteudfordreren,” siger Mogens Palle til B.T.
Et opgør mellem Lolenga Mock og John Ryder skal finde sted på en endnu ikke offentliggjort dato i april. Men præcis hvilken titel, der kommer på spil, er altså uvist.
“Det er den chance, jeg har taget nu, og andet kan jeg ikke gøre. Så har jeg da gjort et forsøg på at hjælpe Lolenga Mock med at opfylde hans drøm om en VM-kamp. Ellers boksere vi videre om den intercontinental-titel, jeg allerede har fået godkendt,” siger Mogens Palle.