Oven på lukningen af Q Pro Boxing, står en række boksere uden promotor. Patrick Nielsen (30-3) er en af de danskere, der nu må søge andre veje for at fortsætte karrieren, og han har allerede en mulighed på hånden. Mogens Palle har tilbudt Patrick Nielsen en kamp mod landsmanden Jeppe Morell (10-2). Det er dog ikke et tilbud, som Patrick Nielsen umiddelbart har accepteret.
“Patrick har en opfattelse af, at han skal have mere for at stille op. Når man – som Patrick – skal i gang med genopbygning af karrieren, må man også investere lidt selv. Jeg har givet ham et fornuftigt tilbud,” siger Mogens Palle til Ekstra Bladet.
Patrick Nielsen vendte tilbage til ringen i oktober, hvor han besejrede armenske Armen Ypremyan efter en indsats, der beviste, at han er langt fra det niveau, han boksede på for en håndfuld år siden. Alligevel – eller måske netop derfor – vil Mogens Palle gerne lave en kamp mellem ham og Morell.
“Hvis Patrick kommer på andre tanker og er parat til at imødekomme mit tilbud, står det stadig ved magt. Jeg vil fastholde, at han også må bidrage til projektet, fordi han skal kickstarte karrieren,” siger Mogens Palle.
Foto: Wende.