Patrick Nielsen (29-3) behøver ikke stå uden chance for at vende tilbage til ringen, selvom hans nye promotor, Peder Forsman, forsvandt ud af boksesporten omtrent lige så hurtigt, som han kom ind. Patrick Nielsen er ved tidligere lejligheder blevet tilbudt en kamp mod landsmanden Jeppe Morell (9-2), og det er et tilbud som Mogens Palle, der som bekendt har Morell i stalden, nu gentager.
“Patrick Nielsen mener jo selv, at han har mere at byde på som bokser, og nu får han så chancen for at bevise, at han stadig kan. Det er op til ham selv. Hvis han vil vende tilbage til en dansk boksering, er det vel rimeligt nok, hvis det bliver i en kamp med en vis sportslig værdi,” siger Mogens Palle til Ekstra Bladet.
Mogens Palle foreslår, at han kampen kan blive om en mindre titel i eksempelvis IBF-regi.
Direkte adspurgt om Palle kunne finde på at tage Patrick Nielsen ind i sin stald, svarer han alt andet end afvisende.
“Jeg har ikke noget imod at tale med ham. Jeg har aldrig mødt ham, men måske kunne vi godt indgå en aftale om flere kampe,” lyder det fra Mogens Palle.
Patrick Nielsen bekræfter over for avisen, at han har modtaget tilbuddet, men han har ikke ønsket at kommentere det.
Foto: Wende.