Det bliver alligevel muligt at sidde hjemme foran skærmen og følge med i Danish Fight Night-stævnet den 5. januar fra Frederiksberg Hallerne.
Stævnet, der samtidig markerer Mogens Palles 60 års jubilæum som boksepromotor, bliver vist på YouSee’s eventkanal, skriver B.T.
“Da vi fornemmer, at mange danske boksefans gerne vil kigge med, har vi givet ham mulighed for at sende live fra boksestævnet på vores såkaldte event-kanal, der går ud til alle YouSees tv-kunder. Vi synes samtidig, det er en god mulighed for at støtte op om dansk boksning i en tid, hvor næste generations boksere er på vej og har brug for støtte,” siger tv-direktør i YouSee, Jacob Mortensen, ifølge B.T.
Stævnet byder som bekendt på den særdeles spændende kamp mellem Lolenga Mock (41-14-1, 13 KO) og Dmitrii Chudinov (20-1-2, 13 KO) samt det rent danske titelopgør mellem Jonas Madsen (11-0, 4 KO) og Andreas Lynggaard (5-0, 1 KO). Derudover er der titelkampe til Enock Poulsen (6-0, 2 KO) og Ditlev Rossing (7-0, 4 KO).