fredag, 11. oktober 2024

Palle: Det bliver et kanonstævne

Danske boksefans har meget at se frem til på lørdag, hvor der igen er Danish Fight Night. Sådan lyder forudsigelsen fra arrangøren, Mogens Palle, som forudser gode kampe ved sit stævne.
“Jeg forventer mig meget af det. Det er et kanonstævne. De fleste af bokserne er på verdensranglisten, så der kommer forhåbentlig også en sportslig succes,” siger Mogens Palle til Ekstra Bladet.
Ditlev Rossing (9-0) sætter sin WBC youth-titel på spil mod Miguel Angel Peralta (9-1), mens Sarah Mahfoud (6-0) kommer på en meget vanskelig opgave mod franske Stephanie Ducastel (8-4-2). Desuden skal Enock Poulsen (8-0) tage næste skridt mod ranglisterne mod en spansk modstander, mens Oliver Meng (3-0), Allan Mahfoud (1-0) og Andreas Lynggaard (5-1) skal tage næste skridt fremad.
“Jeg håber, at de vinder alle sammen. Men det er sådan i boksning, at der er højt at flyve og dybt at falde. Et nederlag betyder meget. Man håber på en sejr, men det går ikke altid, som præsten prædiker,” siger Mogens Palle.
Stævnet kan streames på Ekstra Bladet for EB+ abonnenter. Det er et abonnement, der koster sølle 39 kroner om måneden.

Seneste historier