Gennem de seneste tre år, siden Mogens Palle genoptog promotorkarrieren og skød gang i Danish Fight Night-konceptet, har hvert eneste stævne handlet om opbygning og om, at de danske boksere skulle tage et lille skridt på vejen mod noget, der på den lange bane kunne ende med at blive interessant. Sådan er det selvsagt stadig for nogle af de boksere, der senest har meldt deres ankomst til stalden, men efter tre år kan Mogens Palle gøre status og konstatere, at han nu er klar til næste skridt.
Enock Poulsen (9-0) har ganske vist kun bokset ni professionelle kampe og har – Gud må vide af hvilken årsag – endnu ikke fundet vej til EU-ranglisten, men det, der foregår inde mellem tovene, efterlader ikke den store tvivl om, at den 26-årige letweltervægter er klar til større opgaver. Kelvin Doltel (13-4) syntes ganske vist, at han blev lidt hårdt behandlet af kamplederen, men det ændrer bare ikke billedet af, at Enock Poulsen var mindst én klasse over den ellers ikke uefne spanier. Hurtige undvigelser, god bevægelighed og god slagkraft gjorde det af med spanieren, som bombarderet med slag fra alle tænkelige – og til tider utænkelige – vinkler, inden han blev hamret i gulvet og stoppet i 5. omgang.
Det sætter Mogens Palle på en af de lidt sjovere opgaver: Enock Poulsen ligner nemlig en bokser, der er helt klar til en titelkamp af den slags, hvor bæltet, som er på spil, er lidt morsommere end den IBF youth-titel, som han snuppede tidligere på året, men aldrig har fået forsvaret. Under alle omstændigheder har Enock Poulsen vist, at talentet rækker så langt, at gode modstandere fremover sagtens kan være nogle, der findes på diverse ranglister.
Første mål må være en EM-titel. Den titel er for tiden ledig, men på lørdag havner den hos enten Andrea Scarpa (23-4) eller Joe Hughes (16-3-1), og ingen af dem bør Enock Poulsen skide grønne grise over.
Sarah er en værdig VM-udfordrer
Det samme er tilfældet for Sarah Mahfoud (7-0). Franske Stephanie Ducastel (8-5-2) hørte til i den sjove ende af ranglisterne hos de store forbund, men Palle havde set helt rigtigt med matchningen. Mahfoud har de seneste kampe hævet niveauet markant, og med den soleklare sejr over Ducastel er det ikke længere end diskussion om, hvorvidt Sarah Mahfoud er eller kan blive en værdig udfordrer til en VM-kamp. Det er hun. Punktum.
En interessant tanke kunne være at lave et stævne på Færøerne med Sarah Mahfoud øverst på plakaten. På småøerne i Nordatlanten er de ikke vant til at have idrætsudøvere, der er blandt de bedste i verden, så Sarah Mahfoud vil formentlig kunne trække en vis opmærksomhed, hvis bokseringen bliver stillet op i Tórshavn. Der har aldrig været professionel boksning på Færøerne, og hvor mange gange er det egentlig sket, at en færing har vundet VM – eller noget, der ligner – i noget som helst?
Det kan godt ske, at Sarah Mahfoud har vundet en dansefreakshow på tv og derfor er spændende for den kulørte sladderpresse i Danmark. Men som topnavn hjemme på Færøerne vil det blive den brede befolkning, hun vil lokke til boksning. Jo, det er en spændende tanke. Lad os få bokseringen sendt til Tórshavn.
Hvorfor ville Ditlev ikke bokse?
Ditlev Rossing (10-0) leverede for et par måneder siden en glimrende præstation, da han knockoutede ukrainske Viktor Polyakov. Ved den lejlighed boksede Rossing sig frem til den åbning, der var nødvendig for, at han med en dræbende venstre kunne hamre Polyakov i gulvet. Denne gang var han i ringen mod en argentiner ved navn Miguel Angel Peralta, og her gik han væsentligt anderledes frem.
Miguel Angel Peralta var ikke nogen speciel skrap modstander. Han var åben, og det var fra start tydeligt, at det mest af alt var et spørgsmål om, hvornår Ditlev Rossing ville sende ham i gulvet. Det vidste hovedpersonen selv tilsyneladende lidt for godt, for helt fra begyndelsen satsede han vildt og alt for meget på at lande det ene slag, der ville afgøre kampen.
Hvis Rossing i stedet havde brugt jabbet og på den måde forsøgt at bokse sig frem til åbningen, havde han sikkert fået gjort det hurtigere af med argentineren og i det hele taget set væsentligt bedre ud. Han fik som ventet stoppet kampen før tid, og med en sejr i 3. omgang blev det også relativt hurtigt, men det kunne have været meget bedre. Det virker som om, at Ditlev Rossing sagtens kan BOKSE, når han skal, men at han forivrer sig, når det ikke er nødvendigt, og når han i stedet kan vinde ved at slås.
Løsningen på det problem er, at vi må have matchmakeren på banen. For så må Mogens Palle finde nogle modstandere, hvor det er nødvendigt at Rossing bokser i stedet for at fare i hovedet på dem.
Chudinov var shot
At Mogens Palle er en matchmaker i verdensklasse er en floskel, der efterhånden er blevet gentaget vel rigeligt mange gange. Men at det passer blev endnu en gang understreget, da russiske Dmitri Chudinov (21-4-2) kom i ringen. Russeren var udset som modstander til Jeppe Morell, men det endte i stedet med at blive engelske Patrick Mendy (18-13-3), som fik æren af at møde ham, og det ærgrer ganske givet Morell en hel del.
På papiret lignede det en meget vanskelig matchning af Jeppe Morell, men set i bagklogskabens lys havde Mogens Palle igen-igen set rigtigt. Der var ærligt talt ikke meget at komme efter hos Chudinov, som i det hele taget virkede som en mand, der ikke har meget mere at skyde med i karrieren. Hans rangering som nummer 28 på WBC’s verdensrangliste havde været guf at få fat i for Jeppe Morell, som nu i stedet må se til, at hans planlagte sparringspartner, Patrick Mendy, har fået en flot sejr på rekordlisten.
Patrick Mendy er en journeyman, men han er en af dem, som ikke burde have været det. Han møder de hårde drenge på svære betingelser, og selvom det nok ikke var planen, at hans besøg i København skulle ende med en sejr, var der reelt aldrig spænding om udfaldet. Patrick Mendy var en klasse over Chudinov, som han mere eller mindre udboksede. Især med sin lange venstre formåede han at komme først, når Chudinov angreb, og bevægeligheden og den store ringintelligens gør Patrick Mendy farlig for alle.
Der har tidligere været planer om at matche Jeppe Morell mod Patrick Mendy. Det var der faktisk en aftale om i april 2017, men de planer blev ændret. Det vil ikke komme som det helt store chock, hvis Mogens Palle igen får den idé at matche Jeppe Morell mod Patrick Mendy, men spørgsmålet er, om det er nogen god idé, eller om Patrick Mendy ganske enkelt er for farlig.
Meng bliver spændende
En af de danske boksere, som i fremtiden bliver meget spændende, er 19-årige Oliver Meng (4-0). Denne gang kvadrede han georgiske Anzor Gamgebeli (20-27-3), som ærligt talt virkede noget modløs, da han først begyndte at få varmet ørerne. Det var en let kamp for den meget talentfulde Meng, der i det hele taget bokser, som var han en garvet professionel.
Både Oliver Meng og Allan Mahfoud (2-0) indeholder to væsentlige ting: De er talentfulde, og så er de underholdende på en måde, så de formår at få publikum med sig.
Det er desværre mere, end man kan sige om Andreas Lynggaard (5-2), som både skuffende og overraskende måtte se sig besejret af Lado Gabisonia (4-0). Oven på den fabelagtige titelkamp i januar mod Jonas Madsen, hvor Lynggaard tabte en kneben split decision, burde Gabisonia have været en overkommelig kamp til at komme tilbage, men sådan gik det langt fra. Tværtimod.
Andreas Lynggaard har i de seneste uger haft en smule bøvl med sin højre hånd, men problemerne var ikke værre, end at han følte sig klar til at gå i ringen. Det var nok en dum idé, for han lignede bestemt ikke en bokser, der var velforberedt. Han hen hurtigt efter luften, og hans timing var stort set ikke-eksisterende. Georgieren var ikke noget teknisk vidunder, men kom buldrende fremad med masser af vilde slag, som ikke alle findes i bokse-ABC’en. Det var ikke altid lige kønt, men for georgieren var det effektivt.
Vi venter på næste skridt
Det bliver meget spændende at se, hvad Mogens Palle nu finder på af opgaver til Enock Poulsen og Sarah Mahfoud. Der er desuden gode muligheder i både Ditlev Rossing og Jeppe Morell, og derefter kan vi med spænding følge Oliver Meng og Allan Mahfoud, mens vi venter og håber på, at Pierre Madsen, Jonas Madsen og Daniel Heinze igen vender tilbage til ringen. Dermed er Palle ved at have nået til en boksestald, som består af en blanding af boksere på titelkampniveau og yngre og nyere boksere på vej frem.
Vi mangler sådan set bare, at en tv-station får øjnene op for produktet, og at Mogens Palle fortsætter med at ignorere sin alder. Så kan det faktisk ikke gå galt.