Det er meget muligt, at Struer ikke ligefrem er verdens navle, og at det under almindelige omstændigheder vil kræve særdeles gode grunde at ønske sig dertil. Men sådanne gode grunde var faktisk til stede sent lørdag aften i Forum Horsens, mens Dina Thorslund (14-0) var i fuld gang med at gennemtæve australske April Adams (11-2-1) i en gabende tom arena.
Det var heldigt, at ingen i den i øvrigt hamrende lækre arena i Horsens kom til at slå en prut, mens VM-kampen var i gang. For så havde det sandsynligvis givet ekko. Stilheden var en gigantisk kontrast til de fire gange, hvor Thorslund har været ringen i den vestjyske by, som hun trods sit kjøwenhavnske ophav betegner som sin hjemby. Her har en fyldt arena hver gang skabt en stemning, der har fået de små nakkehår til at rejse sig, mens Dina Thorslund efter sejrene er blevet hyldet som en stolthed af lokalområdet.
Af den grund føltes titelkampen mod April Adams i Horsens på mange måder som et antiklimaks. Egentlig en smule unfair over for Dina Thorslund, for hun kunne ikke gøre ret meget andet end det, hun gjorde. Jo, hun kunne da have ladet være med at give sin modstander frit lejde i kampens sidste 10 sekunder, hvor australieren var voldsomt ramt. Men at der ikke kom flere end et par hundrede tilskuere til stævnet, må siges at være en gedigen skuffelse. Muligvis havde tilskuertallet været en anelse højere, hvis ikke en større gruppe politibetjente uden for arenaen havde nægtet adgang til en gruppe mennesker, der angiveligt havde købt billet. Disse mennesker var kendetegnet ved at bære den slags rygmærker, som gennem mange år har forment dem adgang mange steder – blandt andet til boksestævner.
Uanset årsagen, så sad der altså blot få hundrede mennesker i Forum Horsens, og derfor bør det stå rimeligt klart, hvad der skal ske, næste gang Dina Thorslund skal sætte sin titel på spil: Så skal boksebussen køres mod vest, og ringen skal stilles op i Struer. Der er ganske enkelt ingen fornuftig grund til andet.
Selvom den manglende stemning var ved at gøre det til et antiklimaks, gjorde Dina Thorslund sit til at oplevelsen et pift opad. Hun satte sig effektivt på den fysisk knap så stærke australier, og det var meget tydeligt, at Thorslund gerne ville placere Adams i en vinkel, så hun kunne se lige ud på loftet. Australieren havde som forventet slet ikke Thorslunds nuveau, men man må give April Adams, at hun var hårdfør. Hun åd adskillige hårde bomber, og at hun formåede at blive stående på benene i alle 10 omgange, er ikke nødvendigvis sundt.
Efter opgøret nævnte promotor Nisse Sauerland muligheden for at rykke op i fjervægt for at jagte Heather Hardy (22-0), der sidder på WBO-bæltet i den højere vægtklasse. Også tyske Elina Tissen (23-2) er blevet nævnt som mulig modstander, men som medarbejder på Sauerlands faste tv-partner, Sport1, gør Dina Thorslund nok meget klogt i at tænke sig særdeles godt om, inden hun accepterer en kamp mod hende på tysk grund.
Hvad nu for Sauerland?
Sauerland vil gerne have Dina Thorslund til USA – og Dina Thorslund vil gerne derover. Så hvad venter i nærmeste fremtid for den tyske promotor på dansk grund? Ingen af de øvrige hjemmeboksere var imponerende i en grad, så de virker oplagte som hovedkæmpere, men måske er det netop her, fidusen skal findes. Kai Robin Havnaa (15-0) formåede ganske vist at få stoppet georgiske Levani Lukhutashvili (7-4), men specielt imponerende var han ikke.
Boksemæssigt var Havnaa ikke bedre end Lukhutashvili, som tydeligvis var hentet en vægtklasse for lavt. Det var den fysiske forskel, der gjorde udslaget for Havnaa, der som 30-årig virkelig trænger til at blive testet mod en ordentlig modstander. Hvem denne ”ordentlige modstander” kunne være, ligger umiddelbart lige til højrebenet. For hvilken retning skal Micki Nielsen (25-2) kigge i, når han vender tilbage efter sin håndskade?
Det er sjældent det allermest kløgtige af en promotor at sætte to af sine egne folk op mod hinanden, men et dansk-norsk opgør mellem Micki Nielsen og Kai Robin Havnaa begynder at ligne en kamp, der kan give mening for begge parter.
Kampivrige spaniere
Knap så meget mening syntes det at give, at Frederik Hede Jensen (5-1) blev sat op mod en modstander, der for fire måneder siden boksede to vægtklasser højere, nemlig i letweltervægt. Sædvanligvis er en matchmaker så tilpas snu, at han finder en god modstander, der må rykke en vægtklasse op og på den måde sikrer sin egen bokser lidt mere glimmer, end en sejr egentlig berettiger til. Så langt er Sauerlands matchmaker, Tom Dallas, tilsyneladende ikke nået i sin matchmaker-uddannelse, så Frederik Hede måtte bøvle mod en fysisk stærk modstander.
At Ruben Garcia (5-8-2) så heller ikke kunne kende forskel på Frederik Hede Jensens mave og hans dadler, gjorde ikke sagen – i hvert fald ikke kampen – bedre. Måske var det alligevel en smule heldigt, for diskvalifikationen sikrede trods alt en dansk sejr, og Frederik Hede Jensen havde været noget på hælene i kampens to første omgange. Mod slutningen virkede det dog som om, at Hede havde fundet bedre vej med sine kombinationer, og det kunne derfor ligne en forkert disposition, at opgøret kun var sat til seks omgange og ikke otte. I sidste ende blev det så overflødigt.
Kem vandt – men vi mangler noget…
Ja, Kem Ljungquist (9-0) vandt. Ja, sejren over Gabriel Enguema (10-9) var helt fair – og ja, Enguema er ikke nogen fusentast. Alligevel er det bare som om, der mangler et eller andet ved Ljungquist. Han bokser pænt og nydeligt, og de tekniske evner er slet ikke så dårlige, men holder det, når niveauet på modstanderne bliver skruet op?
Selvom Ljungquist har stoppet fem ud af sine ni modstandere, virker det ikke som om, han er i besiddelse af det helt store punch, og han åbner sig vel rigeligt, når han angriber. Enguema var Ljungquists hidtil klart bedste modstander, og i en alder af snart 29, skal udfordringerne fortsætte med at gå opad. Islandske Gunnar Kolbeinn Kristinsson (10-0) har tidligere været nævnt som modstander, og han vil helt sikkert være en fin test af Ljungquist – og samtidig en modstander, som danskeren bør kunne håndtere.
Dzindo og Kore er faktisk ikke dårlige
Både Landry Kore (10-0-1) og Haris Dzindo (11-0) gæsteoptrådte hos Team Sauerland, og de efterlod omtrent det samme indtryk: De er bestemt ikke dårlige. De bokser pænt og nydeligt, men om de indeholder det ekstraordinære, der kan gøre dem rigtigt interessante for en promotor, er nok mere tvivlsomt. Dzindo leverede en flot knockout over Istvan Zeller (38-27), der lignede en bokser, som var kommet en vægtklasse eller to for højt op. Dzindo har generelt mødt temmelig overkommelig modstand, men han er god nok til at blive testet ordentligt. Det kræver så bare en promotor, der kan se en idé i at investere de penge, som sådan en test koster.
Landry Kore er absolut heller ikke dårlig, og hans modstander, Tomas Bezvoda (6-7), er bedre, end hans rekordliste antyder. Sejren til Kore var helt fair, men det var en hård opgave at beskrive kampens højdepunkter. De var der ganske enkelt ikke.
Fint med lokale, men…
Når der skal sælges billetter til et boksestævne, kan tilstedeværelsen af lokale boksere ikke undervurderes. Det så vi i februar, hvor Peder Forsman fyldte en hal i Ringkøbing til et stævne, hvor det nok i højere grad var de lokale amatører end de professionelle, der trak folk til. Set i det perspektiv er der ikke noget underligt i, at Sauerland gerne ville have et par lokale Horsens-gutter på programmet. Det var da også – uden sammenligning – i de kampe, hvor Amer Rasinlic (1-0) og Michael Nielsen (1-0) var i ringen, at stemningen i salen var højest, og mange tilskuere forlod arenaen, da sidstnævnte havde bokset færdig.
At folk er lokale, er bare ikke nok. Når der er tale om professionel sport, er det altså også nødvendigt at holde et vist sportsligt niveau, så måske havde det været bedst, hvis Sauerland i højere grad havde slået pjalterne sammen med den lokale amatørklub og fået den til at arrangere en håndfuld amatørkampe med lokale drenge forud for profstævnet.
Den formel har andre tidligere brugt med stor succes, og den må Sauerland gerne kopiere. Endda gerne i Struer.
Foto: KGZ Fougstedt.