Vi skruer lige tiden knap fire et halvt år tilbage. Til en sen nattetime lørdag den 19. oktober 2013: Vi befinder os i et mødelokale i Kolding Hallerne. En lille times tid forinden har Erik Skoglund pointbesejret Lolenga Mock i en kamp om EU-titlen i letsværvægt, og selvom Mock undervejs havde den unge svensker på knockoutens rand, var Skoglunds sejr aldrig for alvor i fare. En kendsgerning, der ved den lejlighed ikke lod til at genere Mogens Palle, mens det efterfølgende pressemøde stod på.
At den rutinerede promotor ikke tog Mocks nederlag specielt tungt fremgik også tydeligt, da undertegnede efterfølgende konstaterede, at dansk-congoleseren i opgøret mod Skoglund virkede shot.
”Ja, jeg har også sagt til ham, at han skal stoppe nu,” lød det fra Mogens Palle.
***
Så skruer vi lige kalenderen frem til nutiden. Det er vist ingen overdrivelse, at piben i mellemtiden har fået en anden lyd.
Med 11 sejre i træk og lørdagens gevinst mod russiske Dmitrii Chudinov (20-2-2, 13 KO), er vi nødt til én gang for alle at slå fast: Lolenga Mock er en klassebokser, som hører til i verdenseliten. Det er faktisk en smule sært at sige det, men sådan må de faktuelle kendsgerninger nu engang være, når man besejrer Chudinov. Uagtet, at der næppe vil være mangel på observatører, som vil være villige til at fortælle, at Chudinov var langt fra fordoms styrke, og at Mock i øvrigt havde dommertække, er bundlinjen, at Lolenga Mock vandt kampen. Og nej, det er ikke udelukkende flinke hjemmebanedommere, som er årsagen til, at Mock vandt kampen. Det var en tæt kamp, hvor det er svært at sætte en finger på, at Mock løb med sejren.
Herefter burde følge en logisk forklaring på, at en snart 46-årig mand, der for en håndfuld år siden lignede en helt igennem færdig journeyman, pludselig har slået sig tilbage til verdenstoppen. Men ligesom det heller ikke er muligt at komme med en logisk forklaring på Bermudatrekanten eller Søren Pinds valg af frisør, må vi lade spørgsmålet svæve i luften.
Sikkert er det dog, at Lolenga Mock har en kold sodavand til gode. Da Danish Fight Night-konceptet tog sin begyndelse, var det i disse spalter så som så med begejstringen for den halvgamle afrikaner, og i de 11 kampe, han nu har været igennem, har vi tre gange spået ham som taber. Det har Mock imidlertid valgt ikke at tage hensyn til, og det er altså ret sejt.
Mock er ikke den type bokser, der leverer vilde krige, som bringer publikum op af stolene. Måske er det netop en af forklaringerne på, at han i en alder af snart 46 år kan være så stærk. Indersiden af hovedet er det mest brugte remedie, når Mock er i ringen, og selvom det selvsagt svækker kampenes underholdningsværdi, når en bokser er god til at passe på sig selv, har det sine fordele. Så selvom hans boksestil næppe kommer til at gøre ham til nogen publikumsfavorit, står resultaterne bare lysende klare: Mock ER en klassebokser. Punktum.
Efter sejren over Dmitrii Chudinov er spørgsmålet, hvad Mogens Palle og Lolenga Mock nu vil gå efter. Mogens Palle siger naturligt nok, at han gerne vil skaffe sin bokser en VM-kamp, og det vil da også være fantastisk at se Mock i en kamp om et stort bælte, selvom det formentlig vil være for vanskelig en opgave for ham (lyder det som en sang, vi har hørt før?!). Spørgsmålet er dog, om en VM-kamp er realistisk. Det vil nemlig kræve, at en af de regerende mestre vil acceptere ham som udfordrer i et frivilligt forsvar, og det er svært at se.
En 46-årig mand, som er alt for stærk og boksemæssigt velfunderet til at levere en underholdende kamp, hvor den regerende mester kan komme til at ligne en million, og som desuden har masser af nederlag på rekordlisten, er næppe en bokser, som nogen vil vælge i en frivillig kamp. Her vil en yngre bokser med en ciffermæssigt flottere rekordliste og en mere satset boksestil – og gerne en blød kæbe – være at foretrække.
En oplagt mulighed kan derfor være at gå efter EM-titlen. Selvom Dmitrii Chudinov for nylig blev fjernet fra den tredjeplads, han havde på EBU-ranglisten, og selvom fremtrædende medlemmer af EBU’s ranglisteudvalg ikke har holdt sig tilbage med at snakke dårligt om Lolenga Mock på grund af hans alder, må sejren bringe ham så højt op ad listen, at han bliver svær at komme uden om som officiel udfordrer. Den post blev Dmitrii Chudinov nemlig tilbudt for få måneder siden – men det tilbud valgte det russiske forbund at afvise på bokserens vegne og i stedet bilde EBU ind, at han havde stoppet karrieren. Det var årsagen til, at Chudinov blev fjernet fra EBU-ranglisten.
Man håbede næsten på uafgjort
Jonas Madsen (12-0, 4 KO) og Andreas Lynggaard (5-1, 1 KO) leverede den bedste boksekamp på dansk grund i meget lang tid. Den kamp alene var så rigeligt hele aftenen værd, og det er nok den, vi om lang tid som det første vil huske, når talen kommer til at falde på Mogens Palles 60 års jubilæumsstævne.
Det siger faktisk en hel del. For stævnet var det bedste stævne, vi har set på dansk grund i meget lang tid – og uden nogen form for sammenligning det bedste af de foreløbig 12 Danish Fight Night-stævner. Der var underholdende kampe, og der var kampe og boksere, der giver grund til at drømme om EM-titler. At det sker i samme uge, som MTG’s sportschef over for Ritzau kunne slå fast, at ”det vil være latterligt at sige andet, end at det (situationen i dansk profboksning, red.) ser tungt ud lige nu”, er næsten morsomt. Selvom der er tale om en subjektiv vurdering, er det en smule vanskeligt ikke at tænke tilbage på Komiske Ali.
Til gengæld var der intet komisk over titelkampen mellem de to danskere. Der var fuld smadder på gennem alle 10 omgange, og det var sådan en type kamp, der uden tvivl vil få tilskuere til at komme igen, når der næste gang bliver inviteret til tæsk. Andreas Lynggaard lignede den bedste bokser af de to, men Jonas Madsen arbejdede væsentligt mere, og det blev afgørende.
At Jonas Madsen er et stort talent, er uomtvisteligt – omtrent lige så uomtvisteligt, som at han stadig har en masse arbejde at gøre i træningslokalet. Med fordel af længere rækkevidde og i øvrigt i besiddelse af et ganske udmærket jab, burde Jonas Madsen kunne bruge sine lange målmandsarme til at bokse mere på afstand.
”Det blev en slåskamp. Jeg går lidt for meget med på det. Det er svært at lade være med, når vi er i sådan en heksekedel. Det er virkelig fedt at opleve at få sådan et skub,” erkendte 22-årige Jonas Madsen efter kampen.
”Jeg lod mig nok rive lidt med. Når der er sådan en ekstrem stemning, er det svært at lade være,” sagde Jonas Madsen, som dog ikke var i tvivl om, at det var ham, der havde vundet kampen.
”Jeg føler, at jeg har styr på det. Jeg føler ikke, at jeg på noget tidspunkt blev rigtig ramt,” sagde han.
Den IBF youth-titel, som han via en split decision fik lov at beholde, er i sig selv ikke det store værd. Det er til gengæld den rutine og de ranglistepoint, det kaster af sig, når ens promotor har ulejliget sig med at betale sanction fee til et betydende forbund. Sikkert er det dog, at der endnu skal gå et stykke tid, inden Jonas Madsen bliver løftet til næste niveau.
Faktisk kan man godt ærgre sig en smule over, at kampen ikke blev dømt uafgjort. Det havde været et helt fair resultat – og så havde Mogens Palle været nødt til øjeblikkeligt at lave en rematch.
Og Andreas Lynggaard? Det er desværre nærliggende at tro, at hans kærlighed til total’ gangsta’ rapmusik er højere end til professionel boksning. Trods nederlaget har han alt andet end diskvalificeret sig selv, og det vil være en udsøgt fornøjelse, hvis en lige så skarp, veltrænet og fokuseret udgave af Andreas Lynggaard vender tilbage til den firkantede ring.
Bittert nederlag til Morell
Jeppe Morell (8-2, 3 KO) led desværre karrierens andet nederlag, og lige som da han for knap et år siden rendte ind i det første af slagsen, kom det på en lettere bizar baggrund, hvor hverken Jeppe Morell eller den belgiske kampleder Jean-Pierre Van Imschoot tog nogle specielt kloge beslutninger.
At de to boksere i slutningen af 2. omgang stødte hovederne sammen med et grimt cut over Morells ene øje til følge, er uheldigt. Den slags sker i boksning. At kamplederen ikke allerede her bad lægen komme til hjørnet for at se nærmere på skaden, er underligt – og at han, da Morell undervejs i 3. omgang tydeligt gav udtryk for, at noget var galt, stadig ikke kaldte på lægen, men i stedet blot bad bokserne fortsætte, er decideret bizar.
Da 3. omgang sluttede, gjorde Jeppe Morell det med det samme klart, at han ikke kunne fortsætte. Her burde han havde haft lidt mere is i maven og via ringhjørnet have krævet lægen i ringen. Hvis doktor Kjeldsen havde set den skade, havde han formentlig krævet opgøret standset, og da skaden var opstået efter en hændelig skalle, ville resultat i så fald være blevet en teknisk uafgjort.
Nu må Jeppe Morell æde et nederlag og erkendelsen af, at han næppe får mulighed for en revanchekamp. Svenskerens promotor, Erol Ceylan, virkede i hvert fald ikke opsat på den idé.
”Returkamp? Hvorfor det? Han giver jo bare op. Han turde ikke at bokse mere,” sagde Erol Ceylan og gestikulerede i retning af Jeppe Morell.
Har du set hans cut?
”Er han en kriger, eller hvad? Jeg har set Sven bokse med cuts, der var meget større end det der,” brægede Erol Ceylan.
Sven Fornling (13-1, 7 KO) drømmer nu om en større titelkamp, og det skal han selvfølgelig have lov til. Han var svineheldig med at ende med sejren – så heldig vil en bokser ikke opleve at være to gange – og generelt virker selvtilliden ikke til at fejle noget. At Fornling op til kampen mod Morell var for tung, mente han udelukkende skyldtes en dansk sammensværgelse – en bizar historie, som en ukritisk svensk journalist dog ingen problemer havde med at videreformidle. I løbet af de tre omgange, kampen varede, leverede de to boksere en intens fight, og det er beklageligt, at opgøret måtte afbrydes på grund af øjenskaden.
Plus og minus i titelkampe
Enock Poulsen (7-0, 2 KO) og Ditlev Rossing (8-0, 4 KO) vandt begge deres karrieres første titler, men de kom efter meget forskellige indsatser. Mens Enock Poulsen igen viste prøver på sit store potentiale og gennem 10 omgange uddelte ganske mange klø til Guadalope Acosta (13-3, 8 KO), virkede Rossing nærmest helt ved siden af sig selv, selvom han vandt soleklart på point over Soso Abuladze (13-9-1, 9 KO).
Den sædvanlige aggressive Rossing var væk og i stedet afløst af en overdreven forsigtig bokser, der virkede til at have meget stor respekt for distancen på 10 omgange. I oktober var Rossing særdeles mærket efter otte omgange mod den rutinerede Valery Brudov, og denne gang gik kampen altså yderligere et par runder. Den slags er selvfølgelig værd at have respekt for, men det havde nu klædt Rossing at gå lidt mere aggressivt til værks. Havde han gjort det, er det alt andet end usandsynligt, at han kunne have stoppet Abuladze før tid – og at publikum ikke var faldet i søvn.
Fremgang for Mahfoud
For Sarah Mahfoud (5-0, 2 KO) var der uden tvivl tale om fremgang og karrierens hidtil bedste præstation, da hun stoppede Nana Chakvashvili (4-2, 3 KO). Det var en mere aggressiv Mahfoud, der havde lagt sin temmelig kedelige frøkenboksning til side, og det klædte hende. Desværre kan Mahfoud ikke slå en bule i en flødeskumskage, så selvom hun ramte den sagesløse georgier rent utallige gange, var hun ikke i besiddelse af den fornødne slagstyrke til at hamre hende i gulvet. Det er ærgerligt, for teknisk er Mahfoud såmænd ganske godt begavet.
Det er Oliver Meng (2-0, 0 KO) i særdeleshed også. Ganske vist kom hans kamp mod Giorgi Bliadze (5-4, 1 KO) ikke op på samme niveau som Mengs debutkamp, men det havde næsten også været for meget af det gode. Bliadze viste sig at have så meget georgier i sig, at han i kampens sidste halvdel helst undgik kamp, og så var det vanskeligt for Meng at få ham lukket op. Den 18-årige weltervægter er dog smækfyldt med talent, og han skal bare have masser af tid og kampe til stille og roligt at udvikle sig i det helt rigtige tempo.
Pierre Madsen (11-0, 10 KO)? Well… han vandt, men det var heller ikke denne gang, vi blev overbeviste om, at han kan ende med at slå sig vej til den europæiske top. Davit Gogishvili (20-9, 12 KO) var en tyk prop, der som ventet ikke havde luft til at følge med Pierre Madsen på den lange bane. Den danske defensiv er dog et område, som Madsen sammen med træner Sherman Williams skal forbedre voldsomt. Selvom Pierre Madsen har vist eksempler på, at han har en stærk kæbe, er han bare nødt til at passe bedre på sig selv, hvis han vil blive gammel i boksning.
Der er endnu ikke sat dato på, hvornår Mogens Palle igen inviterer til boksning. Selvom fredagens stævne var på et så højt niveau, at der nok er grund til at skrue forventningerne en smule ned i forhold til de kommende stævner, gav det samtidig grund til øget optimisme i forhold til fremtiden. Der er nogle rigtig interessante talenter i stalden – og så bliver det altså spændende at se, hvilke kampe Mogens Palle kan trylle op af hatten til Lolenga Mock.
Foto: Henrik Kristensen.