Kønt var det, men missionen lykkedes, da Jeppe Morell (8-1, 3 KO) revancherede profkarrierens hidtil eneste nederlag med en rodet pointsejr over franske Maurice Possiti (17-12, 7 KO). Sejren var selvfølgelig suverænt det vigtigste, og i sådan et tilfælde, hvor der er tale om en returkamp, lever vi med, at underholdningsværdien var ganske overskuelig.
Da de to boksere tørnede sammen for et halvt år siden, fandt Jeppe Morell fra midten af kampen opskriften på sejr. Dengang var det desværre for sent, men så var det jo meget belejligt, at han denne gang lagde ud på præcis samme måde: Roderi i infight.
Kønt er det egentlig ikke, men Jeppe Morell var heller ikke kommet til Frederiksberg Hallerne for at underholde eller se godt ud. Han var kommet for at vinde. Så var måden mindre vigtig.
Morell havde, når han formåede at få sin højre fod på ydersiden af Possitis venstre, held med at slå både den lige venstre og sit venstre kryds direkte ind på franskmanden.
Efter tre omgange, der var slæbt hjem til rød hjørne, kom franskmanden langt bedre med i 4. omgang. En højre uppercut lod til et kort øjeblik at ryste Jeppe Morell, der samtidig fik et cut ved det ene øje. Et cut, som blev taget meget afslappet i ringhjørnet, men som på længere sigt ikke lod til at genere Morell.
Danskeren kom bedre ud i 5. omgang og styrede det meste af omgangen, men måtte mod slutningen tage imod flere træffere. Det skete, når franskmanden havde den rigtige afstand, mens Morell slap bedst fra det, når bokserne stod og rodede i infight.
I kampens sidste sekunder virkede Possiti rystet efter en dansk venstre til kæben, men han klamrede sig til sin danske modstander og holdt sig på den måde på benene.
Det vigtigste – sejren – lykkedes, og så ser vi gerne lidt mere sprudlende boksning fra Jeppe Morell om fire uger, når han efter planen møder svenske Sven Fornling (12-1, 6 KO) i en kamp om IBF Baltic-titlen.
Dommerne scorede kampen 79-73, 79-73, 78-74 til fordel for Jeppe Morell.