Sejren over Dayron Lester (11-3) gav Jeppe Morell (10-2) karrierens første titel i form af IBF Baltic, og muligvis kan det også betyde, at han for første gang slår sig ind på de betydende ranglister. Morell er begyndt at se frem mod de kommende opgaver, og står det til ham selv, tager han endog meget gerne imod svenske Sven Fornling i et nyt opgør.
“Jeg tror, at Mogens Palle godt kunne tænke sig at lave en kamp mellem Patrick Nielsen og jeg. Det ville være en helt anden slags kamp. Jeg møder gerne Patrick, men sportsligt set ville det være mere interessant at bokse mod Sven Fornling,” siger Jeppe Morell til Århus Stiftstidende.
Morell og Fornling mødtes som bekendt for halvandet år siden, hvor danskeren på grund af en øjenskade måtte opgive efter tre omgange. Han er dog ikke i tvivl om, at det vil gå anderledes i en ny kamp mellem de to.
“Jeg tror godt, at jeg kan slå Fornling. Jeg føler, at jeg er blevet bedre som bokser siden vi mødtes dengang. Det er han selvfølgelig også, men jeg er sikker på, at det kan blive en fed kamp,” siger Jeppe Morell.
Sven Fornling slog sig i december ind blandt de 10 bedste i verden, da han i Tyskland pointbesejrede den tidligere EBU-mester Karo Murat.