Jeppe Morell (9-2) sveder igennem i forberedelserne sin sin IBF Baltic-titelkamp den 15. juni i Randers mod Dayron Lester (11-2).
Morell befinder sig i disse dage i Rom i Italien, hvor han sparrer med Giovanni De Carolis. Italieneren har med en sejr over Vincent Feigenbutz og uafgjort mod Tyron Zeuge bevist, at han er en bokser på meget højt niveau, og Morell føler, at han får meget ud af træningen.
“Forberedelserne går helt som planlagt. Jeg sparrede 10 omgange mandag og 10 omgange tirsdag med Giovanni De Carolis. Det er gået over al forventning. Jeg er meget, meget tilfreds. Jeg har fået stor ros – både af min egen træner Thomas Povlsen, men også af de italienske trænere hernede,” siger Jeppe Morell ifølge en pressemeddelelse.
“Formen er rigtig god. Jeg lærer en hel masse af at sparre med De Carolis. Han er en utrolig dygtig bokser, som kan presse mig meget mere end i den sparring, jeg har derhjemme, så det er virkelig en god træningslejr. Det går virkelig godt lige nu. Jeg har sparret med forskellige folk i min karriere, men det her er uden tvivl den stærkeste mand, jeg har sparret med nogensinde,” tilføjer Jeppe Morell.
Danskeren vender i næste uge hjem til Århus, og her kommer den tidligere EBU-mester Max Bursak på besøg for at gøre Morell helt klar til kamp.