søndag, 26. maj 2024

Møllenberg møder gammel kending

Oliver Møllenberg (1-0) får en velkendt modstander, når han næste lørdag i Ringkøbing bokser sin anden profkamp. Modstanderen bliver serbiske Mirko Jovic (2-8), som for en måned siden var en tur i Gilleleje, hvor han blev stoppet af Heva Sharif ved samme stævne, som Møllenberg debuterede.
18-årige Oliver Møllenberg har endnu bokset mindre end en hel omgang som professionel, så han er spændt på opgaven.
“Jeg har trænet hårdere end nogensinde før. Jeg har trænet to gange om dagen, siden jeg fik det at vide. Jeg har sparet utallige omgange med Mahdi Jallaw, og har fået et godt samarbejde med ham. Det har givet meget op til den her kamp,” siger Oliver Møllenberg ifølge en pressemeddelelse.
Mirko Jovic vandt for lidt mere end et år siden højst overraskende over danske Puriya Haidari. Et resultat, der viser, at serberen trods sin status som journeyman har lidt at byde på.
“Jeg vil være tålmodig og er klar til at gå alle omgange. Jeg går ikke efter at stoppe ham, men kommer muligheden, så tager jeg den selvfølgelig,” siger Oliver Møllenberg.

Seneste historier