lørdag, 26. april 2025

Møllenberg imponerede i klar pointsejr

Oliver Møllenberg (2-0) er et stort talent, som er værd at have forventninger til. Det må være konklusionen oven på den blot 18-årige Møllenbergs anden profkamp, der endte med en klar pointsejr efter en overbevisende indsats mod serbiske Mirko Jovic (2-9).
Allerede fra 1. omgangs første gonggong satte Møllenberg sig på opgøret og satte en streg under, at han er et spændende talent. Masser af varieret boksning – hooks, uppercuts og især lækre dybe slag – blev krydret med gode undvigelser og gav i det hele taget billedet af en ung bokser, der med rette behandling – og rette indstilling, ikke mindst – kan blive til noget rigtigt interessant.
Den indledende omgang var da heller ikke overstået, før Jovic måtte i gulvet. En dyb venstre fra Møllenberg gav en tælling til serberen, som dog kom godt igen.
Mirko Jovic var trods sin status som journeyman kommet til Ringkøbing for at kæmpe sin chance, og han gjorde alt, hvad han evnede. Hans problem var bare, at evnerne ikke rakte til ret meget over for Møllenberg.
Oliver Møllenberg havde en stor fordel i højde og rækkevidde, og det udnyttede han gennem det meste af kampen godt til at holde sin modstander på afstand. Hans defensiv skal dog forbedres, for når han angreb, åbnede han sig og måtte derfor tage imod flere træffere.
Den danske sejr var dog aldrig i fare. Oliver Møllenberg var et niveau over Jovic, og alle tre dommere scorede helt som ventet opgøret 40-35 til Oliver Møllenbergs fordel.

Seneste historier