Det blev meget hårdt arbejde og en tæt kamp, da Lolenga Mock (42-16-1) skuffede og tabte til argentinske Mateo Damian Veron (27-22-3). Argentineren havde en stil, som Mock ikke brød sig om, og det blev skæbnesvangert.
Med sin meget bevægelige stil var argentineren vanskelig at fange. Lolenga Mock boksede, som han plejer – fremad i det samme, masende tempo, og hans livret er på ingen måde hurtige og bevægelige boksere. Derfor kom meget af kampen til at handle om, at Mock var på jagt efter sit bytte. Han manglede faktisk bare et spyd, så ville scenen minde om, da han som teenager var på jagt efter en leopard i centralafrikanske ørken.
Når byttet endelig var kommet inden for rækkevidde, var Veron ofte hurtig til at søge ind og holde og på den måde forhindre Mock i at komme i gang
Mock forsøgte en del gange med sit store højre sving. Det kom der dog meget sjældent – for ikke at sige aldrig – noget godt ud af, for Veron var simpelthen for hurtig på både hænder og fødder. Ofte fik han afleveret et venstre uppercut, inden han igen var væk.
Mocks kampe har det med at køre efter nogenlunde det samme mønster, og her var denne kamp ingen undtagelse. Mock jagtede argentineren, og da kræfterne, som kampen skred frem, blev mindre og mindre, blev Mock – som sædvanligt – bedre, som opgøret skred frem.
Knock-out.dk scorede kampen 77-75 til Veron.