fredag, 11. oktober 2024

Mock ser frem mod nye udfordringer

IBA-titelkampen i maj mod Mateo Damian Veron blev af Lolenga Mock (43-16-1) annonceret til at skulle være karrierens sidste kamp for den 47-årige supermellemvægter. Ikke så overraskende var det en udmelding, som Mock med tiden havde vanskeligt ved at overholde, og han er da også begyndt at se frem mod næste udfordring.
Lolenga Mock vandt IBA-titlen med en omdiskuteret pointafgørelse, og han er nu vendt tilbage til træningslokalet for igen at komme i træning. Han er afklaret med, at han næppe er færdig som bokser.
“Jeg har talt min agent om, at jeg gerne vil have en god udfordring. Jeg skal ikke bare have en kamp. Det skal også være en kamp, der giver mad på bordet. Før i tiden handlede det om at få kampe, så jeg kunne komme i betragtning til en titelkamp. Nu har jeg vundet en titel og derfor skal der også gerne følge noget med kampen,” siger Lolenga Mock til Århus Stiftstidende.
Lolenga Mock fortæller i samme artikel til Århus Stiftstidende, at han formentlig skal forsvare sin IBA-titel. En melding, der formentlig vil overraske amerikanske Eric Moon (11-1), der allerede fem uger efter Mocks sejr over Mateo Damian Veron vandt den ledige titel med en pointsejr over landsmanden Justin Thomas.
Foto: FotoTrine.

Seneste historier