Målet og drømmen er stadig intakt for 46-årige Lolenga Mock (42-15-1), som bokser sin næste kamp den 19. januar ved Nordic Fight Night i Arena Struer.
“Jeg jagter fortsat min drøm om at blive verdensmester, og jeg har på ingen måde opgivet. Det er et seriøst mål,” siger Lolenga Mock ifølge en pressemeddelelse.
Lolenga Mock fylder til foråret 47 år, og med et nederlag i sin seneste kamp mod Avni Yildirim kunne man forestille sig, at Mock er en bokser ved vejs ende. Sådan ser han dog ikke selv på det.
“Folk snakker altid om min alder, men jeg føler, at jeg bliver yngre og yngre. Jeg føler mig mere eksplosiv end nogensinde. I Struer vil jeg vise publikum, at jeg stadig er her. Jeg forbedrer mig stadig, og i Struer kan folk se frem til, at jeg vil vise noget nyt i min boksning,” siger Lolenga Mock.
Før det meget knebne nederlag mod Yildirim i september leverede Lolenga Mock en imponerende serie på 11 sejre i træk mod absolut kapable modstandere. Serien kulminerede med sejren i januar over Dmitrii Chudinov. Nu skal Mock altså tilbage på sejrskurs.
Der er endnu ikke sat navn på Lolenga Mocks modstander.
Foto: Thomas Sjørup.