Lolenga Mock (41-14-1, 13 KO) har den største respekt for fredagens modstander, russiske Dmitrii Chudinov (20-1-2, 13 KO). Det har han også al mulig grund til. 45-årige Mock mener dog, at han efter at have studeret russeren grundigt, har fundet frem til, hvordan han skal besejres.
“Dmitrii Chudinov bevæger sig som en maskine i ringen og kommer hele tiden med slag. Han er meget dygtig på tæt hold, og det er vigtigt, at jeg bokser ham og ikke kommer i slåskamp,” siger Lolenga Mock ifølge Århus Stiftstidende.
Mock har blandt andet haft glæde af ukrainske Viktor Polyakov som sparringspartner. Han er en medvirkende årsag til, at Mock er helt klar til den svære opgave fredag aften.
“Viktor Polyakov bokser på samme måde, så gennem de tre ugers sparring med ham, har jeg sammen med min træner fundet ud af, hvordan vi knækker russeren på fredag,” siger Lolenga Mock.

