søndag, 8. september 2024

Mikkel Nielsen v Tabaghua i Ringkøbing

Mikkel Nielsen (7-0) vender blot en måneds tid efter sin seneste kamp tilbage til ringen, når han næste lørdag i Ringkøbing møder svensk-georgiske Karlo Tabaghua (18-12) i en kamp over seks omgange.
Tabaghua var for år tilbage en ganske glimrende bokser, som scorede sin bedste sejr i 2011, hvor han pointbesejrede den tidligere EBU-mester Jackson Osei Bonsu. Siden er det gået den forkerte vej, og de seneste seks år har Tabaghua tabt alle de 9 kampe, han har stillet op i.
“Han har tabt til gode modstandere. Det stiller også større krav til, hvordan jeg møder op. Han kommer forberedt og for at vinde kampen, så jeg er nødt til at præstere, når jeg går i ringen. Ellers taber jeg. Og det gør jeg ikke,” siger Mikkel Nielsen ifølge en pressemeddelelse.
Til denne kamp hopper Mikkel Nielsen en vægtklasse ned til weltervægt, og han mener da også selv, at han bør være i stand til at besejre Tabaghua.
“Jeg mener, at jeg er bedre både teknisk, fysisk og taktisk. Med min amatørbaggrund kommer jeg også med næsten samme erfaring. Jeg tror faktisk, at jeg godt kan være bedre skolet,” siger Mikkel Nielsen.
Foto: KGZ Fougstedt.

Seneste historier