Debutsejren var aldrig i fare for Michael Nielsen (1-0), der gennem fire omgange var i total kontrol mod bulgarske Stefan Sashev (5-23-1). Danskeren boksede i perioder nydeligt, mens den sidste del af kampen blev lidt rodet. Danske pointsejr var dog uden for diskussion.
Med sin meget offensive stil, hvor han svajer meget i overkroppen og på den måde angriber sin modstander fra alle vinkler, fik Michael Nielsen hurtigt sat sig i respekt hos Stefan Seshev. Heldigvis for bulgaren virker det dog ikke som om, den danske debutant med de filipinske rødder er i besiddelse af det helt vilde punch.
Michael Nielsen ligner ellers en bokser, der indeholder et godt talent, selvom han stadig er meget rå og upoleret. Han kommer flere gange lige rigelig tæt på sin modstander, og med den forkerte afstand er det som bekendt meget svært at sende effektfulde slag afsted.
Da Sashev i 3. omgang fik fratrukket et point for at stange, forsøgte han sig kortvarigt med en offensiv. Det kom der dog ikke noget ud af, for Michael Nielsen lod til at synes om en modstander, der kom af sig selv og nærmest bad om at blive straffet med kontraslag.
Mod slutningen af omgangen blev Michael Nielsen truffet af både en højre og en venstre til kæben, og han virkede kortvarigt rystet, uden at det dog for alvor blev farligt.
Slutningen af kampen blev en smule rodet, men den danske sejr var aldrig i fare. Alle tre dommere scorede kampen 40-35 til Michael Nielsen.