søndag, 14. juli 2024

Meng ser frem til ubesejret franskmand

Oliver Meng (6-0) ser frem til, at han den 12. oktober igen skal i ringen som professionel. Det sker i Frederiksborg Centret i Hillerød, hvor han møder den ligeledes ubesejrede franskmand Jordan Neveux (8-0).
En kamp mellem to ubesejrede bokser har altid lidt ekstra over sig, og 20-årige Meng føler sig helt klar til at stå over for den 10 år ældre frsnakmand.
“Jeg er fuldstændig klar til det her. Jeg glæder mig helt vildt. Hans rekordliste er jeg ikke bange for. Han kommer til at rejse tilbage til Frankrig med et nederlag og en ordentlig streg i rekordlisten. Jeg glæder mig virkelig til at bokse mod ham. Det er en god modstander, og to gode boksere laver altid de bedste kampe. Jeg vil hellere have en dygtig modstander, som jeg kan imponere mod i et boksebrag, i stedet for en dårlig modstander, hvor folk bagefter vil sige, at det jo er klart, at jeg ville vinde den kamp,” siger Oliver Meng ifølge en pressemeddelelse.
Promotor Mogens Palle har mere end antydet, at han i tilfælde af den forventede sejr til Oliver Meng arbejder på at kunne præsentere den unge dansker i en større kamp med et bælte på spil ved det kommende stævne i slutningen af november.
“Det er fedt at have den gulerod at vide, at hvis jeg vinder denne her, så er der nok en spændende titelkamp til mig næste gang. Det giver mig helt klart ekstra motivation. Dermed ikke sagt, at jeg ikke ville arbejde og forberede mig grundigt uanset hvad. Jeg har det som om, at det er en VM-kamp, hver eneste gang jeg skal bokse, så jeg tager alle kampe lige seriøst,” lyder det fra Oliver Meng.
Også Sarah Mahfoud (8-0) og Ditlev Rossing (12-0) skal i ringen den 12. oktober i Hillerød.

Seneste historier