fredag, 13. december 2024

Meng frustreret: Vil væk fra Palle

Som alt andet i samfundet står den professionelle boksning for tiden stille. Det er ikke en situation, der behager Oliver Meng (8-0), der er så frustreret over samarbejdet med sin promotor, Mogens Palle, at han ønsker at komme fri af sin aftale.
“Jeg har ikke mistet troen på Danish Fight Night, men jeg har mistet kærligheden til det. Det var et godt koncept til at starte med, og jeg synes også, at jeg har gjort mit til at fremme det,” siger Oliver Meng til B.T.
Meng boksede senest for præcis et år siden, da han forsvarede sin IBF youth-titel med en pointsejr over ukrainske Vasyl Kurasov. Efterfølgende kom nedlukningen, og der gik mange måneder, inden parterne igen var i kontakt.
“Jeg synes, at det er lidt dårlig stil af Mogens, at han ikke melder ud i forhold til kampe, eller hvordan han forholder sig til denne her corona-situation. Alt i alt fungerer samarbejdet rigtig dårligt,” siger Oliver Meng, der har haft sin kontrakt forbi Dansk Professionel Bokseforbund, som dog ikke mener, at der er begået brud fra Mogens Palles side.
Mogens Palle har da heller ikke tænkt sig at lade Oliver Meng gå, siger han til B.T.
“Der står i kontrakten, at begge parter er forpligtet til at overholde den. Er det kun mig, der skal overholde den?,” spørger Mogens Palle.
Hvornår et kommende stævne kan finde sted, vil afhænge af, hvordan coronasituationen udvikler sig.

Seneste historier