torsdag, 19. september 2024

Meng: En god udviklingskamp

Oliver Meng (6-0) måtte lørdag for første gang ud i otte omgange, da han ved Danish Fight Night i Randers pointbesejrede franske Flavien Bruno Bogongo (6-8-3). Sejren var aldrig i fare, og kampen gav værdifuld erfaring for den blot 19-årige letmellemvægter.
“Det var en virkelig god udviklingskamp for mig. Jeg har aldrig bokset mere end fire omgange i en kamp, så at få otte omgange var utrolig lærerigt for mig. Jeg har fået virkelig meget med hjem i rygsækken,” siger Oliver Meng til Lolland Falster Folketidende.
Meng vandt tidligere på året IBF youth-titlen, som han forhåbentlig kommer til at forsvare på den anden side af sommerferien. Forud for sådan en opgave, var lørdagens kamp god læring, og Meng var overrasket over, hvor god modstand den solide franskmand gav.
“Jeg føler at jeg styrer kampen hele vejen igennem, men jeg er da overrasket over, hvor meget han kunne klare. For jeg ramte ham et par gange med højrehånden, hvor jeg virkelig kunne mærke, at jeg slog igennem,” lyder det fra Oliver Meng.

Seneste historier