Det bliver helt unge Oliver Meng (4-0), som kommer øverst på plakaten, når Danish Fight Night den 18. januar sætter bokseringen op i Nykøbing Falster. Her skal Meng i sin blot femte kamp ud i et opgør programsat til 10 omgange, når han bokser om ungdoms-titlen hos et af de større forbund.
“Han har talentet og evnerne til det, og det her bliver hans første vigtige skridt på vej mod endnu større mål,” siger Mogens Palle ifølge en pressemeddelelse.
Promotoren forventer minimum seks kampe på programmet.
“Jeg glæder mig blandt andet til at byde supermellemvægteren og publikumsfavoritten Daniel Heinze velkommen tilbage i ringen til et længe ventet comeback efter en skadespause på over 16 måneder og flere operationer af højrehånden. Han meldes i kanonform og glæder sig til at komme i aktion igen, og vi håber naturligvis, at hånden holder til de hårde strabadser,” siger Mogens Palle.
Udover Meng og Heinze forventer Palle at kunne præsentere en højt rangeret modstander til Sarah Mahfoud (7-0), og det er derudover planen, at Allan Mahfoud (2-0), Enock Poulsen (9-0) og den lokale Andrreas Lynggaard (5-2) skal i ringen ved stævnet.