På papiret så Sarah Mahfoud (7-0) overmatchet ud mod franske Stephanie Ducastel (8-5-2), men oppe i ringen var det helt anderledes. Den 29-årige dansker viste sig at være en klasse over franskmanden og udboksede hende gennem otte omgange. Mahfoud fik dermed sat en tyk streg under, at hun er fuldt ud berettiget til at være professionel bokser, og at hun ikke kun er med på programmet for at agere mediedarling.
En teknisk meget velfunderet Sraah Mahfoud fik sig hurtigt sat på begivenhederne. I 1. omgang boksede Mahfoud afventende og lod franskmanden komme frem. Mahfoud var både hurtigere og teknisk bedre og sikrede sig dermed sikkert den indledende runde.
Selvom Mahfoud i de efterfølgende omgange blev en smule mere offensiv, fjernede det ikke billedet af en dansker, der lige akkurat var niveauet over sin franske modstander. Ducastel forsøgte mod slutningen af 3. omgang at slugge, men heller ikke det mindre slagsmål, der kom ud af det, var til fransk fordel.
Ducastel ville gerne angribe ved at bukke sig fremover og bruge sine sving og hooks. Det var Sarah Mahfoud imidlertid alt for hurtig og teknisk velfunderet til at hoppe på, og hendes evner som kontrabokser er rigtigt store. Dem fik hun rig mulighed for at gøre brug af, for Ducastel havde behov for at forsøge at kæmpe sig tilbage i kampen, mens Mahfoud kunne udnytte sin kontraboksning.
De franske angreb begyndte at virke lidt desperate, og det kostede træffere, da Sarah Mahfoud kunne ramme med sin venstre-højre-kombination, når Ducastel kom farende frem. Franskmanden kom aldrig i nærheden af noget som helst, og hun måtte indse, at hun tabte alle otte omgange.
Alle tre dommere havde da også kampen 80-72 til Sarah Mahfoud.