tirsdag, 17. september 2024

Mahfoud møder tidligere WBC-verdensmester

Sarah Mahfoud (8-0) skal igen forberede sig på en meget rutineret modstander, når hun den 15. juni bokser sin niende professionelle kamp. Canadiske Olivia Gerula (18-18-2) er med sine 40 år sikkert på retur, men hun er en meget erfaren bokser, der gennem karrieren har mødt nogle af de bedste i verden.
Olivia Gerula sad for 10 år siden på WBC’s VM-titel i superfjervægt – en titel, hun iøvrigt tabte til den tidligere Palle-bokser Frida Wallberg – så hun bliver ikke nogen walkover for Mahfoud.
“Olivia Gerula har masser af rutine og har mødt de allerbedste i verden, så jeg forventer, at det bliver en hård kamp. Jeg træner som altid på at bokse ud fra det, som jeg kan, og ud fra det, som jeg synes fungerer i forhold til min game-plan,” siger Sarah Mahfoud ifølge en pressemeddelelse.
Danskeren er strøget til tops på flere af de store forbunds verdensranglister, og hun står derfor i en meget gunstig situation til at kunne få en VM-kamp i løbet af i år. Men det kræver naturligvis en sejr over Gerula.
“Hvis jeg taber, falder det jo til jorden. Hver kamp er alt eller intet-kampe fra nu af, og det lægger selvfølgelig et stort pres på mine skuldre, fordi jeg gerne vil leve op til forventningerne og præstere. Men jeg elsker det og synes, at det er så fedt, så jeg glæder mig virkelig meget til at komme i ringen den 15. juni,” siger Sarah Mahfoud.

Seneste historier