Andreas Lynggaard (5-0, 1 KO) er en af de boksere, som er på plakaten, når Mogens Palle inden længe afholder efterårets første Danish Fight Night-stævne.
Den 24-årige falstring har ikke bokset siden oktober sidste år, hvor han stoppede en udmattet georgier, Giorgi Gogebashvili. En skade i den ene skulder er forklaringen på, at han på et tidspunkt mere eller mindre trak sig fra professionel boksning.
“Det har hele tiden været planen, at jeg skulle tilbage til boksning. Nu kommer jeg stærkere tilbage end nogensinde. Min krop er helt anderledes og meget stærkere nu. Jeg er fuldstændig fit for fight,” siger Andreas Lynggaard ifølge en pressemeddelelse.
Lynggaard debuterede hos Sauerland, hvor han blot fik en enkelt kamp, inden han kom i stald hos Mogens Palle. Her imponerede han i sin første optræden med en sejr over Charles Adamu. Siden er det blevet til yderligere tre sejre, hvor det – trods sejrene – dog ikke rigtigt er lykkedes Andreas Lynggaard at overbevise om, at han er fremtidens stjerne. Det kommer dog i fremtiden, lover han.
“Jeg har aldrig været så motiveret, som jeg er nu. Jeg er klar til de helt store udfordringer. Jeg har holdt min grundform ved lige. Jeg har også styrketrænet meget og fået bygget min krop op. Nu skal jeg have bygget konditionen på, og så kommer jeg tilbage i rigtig god form,” siger Andreas Lynggaard.
Foto: Thomas Sjørup.