Kem Ljungquist (6-0) skal indstille kanonen på tjekkiske Dominik Musil (3-1), når han den 19. januar bokser sin næste kamp. Det sker ved Nordic Fight Night i Struer.
Kem Ljungquist har vundet sine seks kampe overbevisende, men han er foreløbig også blevet matchet forholdsvis forsigtigt. Det ændrer Dominik Musil ikke på, for han er en modstander, som danskeren bør kunne besejre.
Den 28-årige dansker har i løbet af efteråret blandt andet været en tur i England for at sparre mod Tyson Fury. En tur, han fik meget ud af, selvom træningen var lagt an på englænderen.
“Det var en stor oplevelse at sparre med Fury. Jeg ved, at han har anbefalet mig til andre store sværvægtere, og jeg håber da, at han ringer igen,” siger Kem Ljungquist ifølge en pressemeddelelse. “Jeg bliver bedre af at sparre med de bedste, og jeg bliver hele tiden matchet hårdere og hårdere. I 2019 ser jeg frem til at udvikle mig endnu mere mod stærke modstandere,” lyder det fra sværvægteren.
Stævnet i Struer bliver toppet af Dina Thorslund (12-0), som sætter sin WBO-titel på spil mod Daniela Graf (29-7), mens Dennis Ceylan (19-2-2) går efter EU-titlen i fjervægt i en kamp mod Jesus Sanchez (9-1).
Foto: KGZ Fougstedt.