Talent er der masser af i Sauerlands danske boksestald. Alligevel må bokserne i første omgang forberede sig på kampe uden for landets grænser, hvis de altså overhovedet kommer i kamp. Dennis Ceylan kan havne på programmet den 7. oktober i Stuttgart i Tyskland, og Mikkel Nielsen bokser muligvis i Sverige uden forinden. Samme aften mødes Mairis Briedis og Mike Peres i RBSS i Riga i Letland, og også her kan der komme dansk aktivitet på undercardet. Men for flere af danskerne er det altså en smule trist, når alternativet kunne være at bokse ved hjemlige stævner.
Hvad med ham der Patrick?
Set udefra virker det som om, Sauerland har mistet enhver tro på Patrick Nielsen. De kampe, han er blevet tilbudt, hører ind under kategorien af halvhåbløse opgaver på udebane som opponent i en for høj vægtklasse. Kunne man ikke forestille sig, at promotor og bokser slog bagdelen i sædet og lagde en plan, der i første omgang indeholder to kampe i andet halvår, hvor Patrick Nielsen mod et par fornuftige, men ikke frygtindgydende, modstandere kan slå igen mod noget af den offentlige kritik, der efterhånden begynder at nærme sig bæltestedet?
Vel gjorde både Patrick Nielsen, Viasat og Team Sauerland en stor indsats for at ødelægge en masse for sig selv og dansk boksning med den forsmædelige kamp mod Rudy Markussen, og vel boksede Patrick Nielsen mildt sagt under niveau i sin seneste kamp i januar mod Beibi Berrocal. Men helt ærligt… Patrick Nielsen havde i ugen op til kampen oplevet, at hans gode ven var blevet likvideret, mens morderen stadig gik frit omkring, og at han selv var blevet far. Er der noget at sige til, at manden ikke var helt oppe på mærkerne? Ville det ikke nærmere have været en overraskelse, hvis han var?
Med en håndfast plan og en fast træner, der med en vis distance ikke samtidig er hans bongkammerat, er der stadig masser af muligheder i Patrick Nielsen. Manden har ikke fortjent at blive latterliggort, som det mange steder er sket, og med rette omstændigheder og en fast hånd, vil han være rigtig interessant. Det kræver dog noget velvilje fra promotor og tv-station, der som bekendt har mere travlt med at promovere en showkamp.
Patrick Nielsen har dog det problem, at han ikke har vist sig som den store billetsælger. Selv på hjemmebanen i Albertslund har han haft mere end almindeligt vanskeligt ved at fylde det lokale musikteater, og det påvirker uden tvivl Sauerlands lyst til at satse på ham. Det samme er tilfældet for Dennis Ceylan, som i marts mødte Isaac Lowe i en halvtom NRGi Arena.
Sauerland-brødrene er i højere grad forretningsmænd end sportsmænd, og de kaster ikke penge efter en kamp, hvis der ikke er en forretningsmæssig gevinst at hente. Det er der ikke noget at sige til – ingen kan trods alt leve af at tabe penge. Men når Sauerland på vegne af Dennis Ceylan valgte at smide den prestigefyldte EM-titel i stedet for at forsvare den mod en overkommelig modstander og i stedet sende ham på udebane i England mod Kid Galahad, kan det kun tolkes som om, tilliden til Ceylan som hovedkæmper er forsvundet. En kamp mod Kid Galahad var det ualmindeligt vanskeligt at se de større perspektiver i, men med Ceylan i kamp på et stævne arrangeret af Eddie Hearn havde Sauerland endnu engang tv-rettighederne over deres bokser. Det er for en promotor altid et mål.
Gang i Danish Fight Night
Mogens Palle virker derimod fast besluttet på at afvikle tre stævner i løbet af efteråret, og allerede på lørdag kommer de første boksere i kamp, når Ditlev Rossing og Pierre Madsen bokser i Little Rock i Arkansas i USA. Første stævne herhjemme bliver i slutningen af september, og med Mogens Palles vanlige fokus på mærkedage vil det ikke være overraskende med et stævne meget tæt på 7. november – 60 års dagen for Mogens Palles første boksestævne i 1957.
Bag kulisserne kæmper Mogens Palle stadig en kamp for at lande en aftale med en tv-station, mens han forsøger at holde sig oven vande med at transmittere stævnerne via en streamingtjeneste. En løsning, der ligesom aftalen med TV 2 Sport ikke bidrager til sorte tal på bundlinjen. Alligevel fortsætter Palle ufortrødent, og det er virkelig imponerende og beundringsværdigt, at en 83-årig mand, der så rigeligt kunne tillade sig at skrue ned til et liv med petanque og bankospil som det mest ophidsende, at han fortsætter med boksning. Han gør det ikke for at tjene penge. Han gør det for at holde sig i gang, og fordi han simpelthen ikke kan lade være.
Det kan vi andre så nyde godt af, for stalden har fået tilføjet boksere, som man som fan med rette kan håbe på at se med bælter om livet. Enock Poulsen og Ditlev Rossing har vist sig som meget værdifulde forstærkninger for teamet, der hidtil mest indeholdt boksere, hvis underholdningsværdi var stor – og bevares, den slags skal man ikke undervurdere – men som det nok alligevel var en smule vanskeligt for alvor at tro på en dag kunne stå med et EM-bælte om livet.
Nogle går tabt
Imens går en række boksere, som forfulgte drømmen om en profkarriere på et spinkelt grundlag, rundt og håber på flere kampe. Det er boksere, der begyndte karrieren uden at have en fast aftale med en promotor om et vist antal kampe. Adam Bashanov, Haris Dzindo, Puriya Haidari, Ali Hussein, Landry Kore, Marsel Terteryan og Stefan Mølholt er blandt dem, det er vanskeligt at være superoptimistiske omkring. For flere af dem vil karrieren løbe ud i sandet, inden den for alvor er kommet i gang.
Forude venter altså et efterår, hvor det er Mogens Palle, som vil være den mest aktive promotor herhjemme. Samtidig kommer et halvår, hvor Team Sauerlands danske aktiviteter, eller mangel på samme, i de kommende måneder for både boksere og tilskuere vil være frustrerende at følge. Hvis nogen har forudsætningerne for at banke dansk profboksning tilbage til toppen, er det Sauerland, og så er det altså frustrerende at se dem lade det hele løbe ud i kortsigtede satsninger.
Palle er på banen. Hvis Sauerland også kom det, og hvis Viaplay gad prioritere noget rigtig boksning i stedet for showkampe, var der grund til at være optimistisk for dansk boksning.
Foto: Wende.
Klumme: Skal vi ikke snart se noget rigtig boksning? – 2. del
