Nu er der blot halvanden uge til, at Floyd Mayweather tager imod MMA-kæmperen Conor McGregor i en meget omtalt kamp i Las Vegas i USA. Og det er faktisk det mest positive, der på nuværende tidspunkt er at sige om det opgør – så varer det nemlig ikke så længe, før det pjat er overstået.
Interessen for opgøret har især været stor hos MMA-fansene, som i ramme alvor tror på, at den 29-årige irer, der aldrig har bokset en kamp, har en chance for at vinde. Videoerne fra hans træning viser dog med al tydelighed, at Conor McGregor muligvis er en dygtig bokser, når man tager hans ikke-eksisterende erfaring i betragtning, men samtidig, at det udelukkende bliver et spørgsmål om, hvordan Mayweather ønsker, at kampen skal afgøres.
Medierne har de seneste måneder været oversvømmet af historier om, hvilke grimme ord de to aktører nu har sendt efter hinanden. Man må give Conor McGregor, at han spiller rollen som psykopat til perfektion, og første mandag efter kampen vil han formentlig grine hele vejen hen i banken. At der ikke eksisterer noget reelt had mellem de to personligheder kan enhver, der har fulgt blot få minutter at deres offentlige seancer, få øje på, men især McGregor elsker tydeligvis at stå på scenen og få publikum op i højeste gear. Taget i betragtning hvad hans optræden gør ved hans tegnedreng, ville det selvfølgelig være dumt ikke at fortsætte showet, men at stort set alle medier i så høj grad er hoppet med på vognen, er ærligt talt bekymrende. Bekymrende for de rigtige sportsfolk, som har vanskeligt ved at komme til orde.
Den store interesse, der af uransagelige årsager er om kampen, gør den naturligvis interessant for de rettighedshavende tv-stationer. I Danmark bliver opgøret vist som pay-per-view hos Viaplay Fighting, der tillader sig at tage en plovmand, hvis folk ønsker at se med. Ud fra et sportsligt synspunkt er det decideret absurd at lade en showkamp som denne sælge som pay-per-view, men fair nok, Viaplay er en forretning, der skal løbe rundt, og i sidste ende er det et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Hvis der er tilstrækkeligt med mennesker, der gider smide 500 kroner ud ad vinduet på en showkamp, er det svært at fortænke Viaplay i at samle dem op.
Der, hvor det kammer over, er, når MTG-direktør Peter Nørrelund benytter lejligheden til at kalde freakshowet for ”den største boksekamp i historien”. Beskrivelsen er naturligvis subjektiv, men hvor er det ærgerligt, at Nørrelund vælger at skele til laveste fællesnævner og fornærme enhver boksefans’ intelligens. Men ok, hvad kan man forvente af en station, der for en håndfuld år siden for enhver pris ville gennemføre en boksekamp mellem Stig Tøfting og René Dif?
Hvad med lidt rigtig boksning?
Det ville klæde Peter Nørrelund og Viaplay at fokusere noget mere på rigtig boksning – og på det punkt ville det hjælpe, hvis stationens trofaste samarbejdspartner, Team Sauerland, var en smule mere interesseret i at arrangere professionel boksning på dansk grund. Blot to stævner med sammenlagt ni danskere i ringen er det blevet til i årets første otte en halv måned, og for tiden er fokus mest rettet mod en 38-årig fyr, der for 10 år siden var en verdensklassebokser, men i dag formentlig er langt fra fordums styrke.
Mikkel Kessler kan helt sikkert skabe hype, opmærksomhed og salg for en (kort) stund, men langtidsholdbar er han naturligvis ikke. Når interessen for at føre sine egne folk frem virker mere end almindeligt overskuelig, er det vanskeligt at få øje på, hvor Sauerland og Viaplay vil hen med deres bokseprojekt, hvis man vel at mærke kigger lidt længere frem end en enkelt Kessler-kamp. Der er blevet lavet kontrakter med talentfulde og interessante folk som Frederik Hede Jensen og Mikkel Nielsen, som begge træner på livet løs. Mikkel Nielsen skal formentlig i kamp 30. september i Stockholm, mens der for Frederik Hede Jensen ikke umiddelbart er udsigt til en kamp. Det kan ikke være tilfredsstillende.
Dina Thorslund har offentligt fortalt om sine frustrationer over manglende udsigt til kampe, men de danske boksere i Team Sauerland må efter al sandsynlighed forberede sig på, at der i dette efterår kun bliver et enkelt stæve på dansk grund – med Mikkel Kessler i hovedrollen – og at det kommer til at foregå så sent på året, at der så småt kan tælles ned til juleaften. Meget ærgerligt, for aktivitet er selvsagt nødvendigt for en bokser. Især januar-stævnet i Struer var en rigtig god oplevelse at overvære, og Sauerland har mere end rigeligt med dansk kvalitet i stalden til at lave gode og seværdige stævner. En tv-partner er der også, så hvad venter vi egentlig på?