mandag, 9. december 2024

Klumme: Der er forår i luften…!

Endelig! Det håbløse freakshow mellem Floyd Mayweather og Conor McGregor er endelig overstået, og vi, der i højere grad er fans af god boksning end af markedsgøgl, kan derfor igen begynde at vende mundvigene den rigtige vej. De kommende måneder frem mod juleaften ser nemlig særdeles interessante ud – og et abonnement på Viaplay Fighting ligner pludselig noget, der for en boksefan er et must have.
Showkampen mellem Mayweather og McGregor forløb på alle måder som forventet. Mayweather kunne utvivlsomt have gjort det af med den 29-årige debutant i mere eller mindre det øjeblik, han havde lyst, men folk skulle naturligvis have det show, de havde betalt i dyre domme for, og det fik de så. At det reelt ikke havde alverden med rigtig sport at gøre, generer tilsyneladende ikke hovedparten af de, der fulgte med.
At MMA-fans mente, det var ”historiens største boksekamp”, er ikke så overraskende. Men at danske medier i den grad hoppede med på vognen, er decideret pinligt. At Viasat i perioden op til kampen havde travlt med at hælde lort ad libitum forklædt som nyheder i hovedet på sagesløse konsumenter, kan ikke komme som den store overraskelse, da kanalen havde økonomiske interesser i opgøret. Men at etablerede medier som eksempelvis Ekstra Bladet hoppede med på vognen og lod en MMA-entusiast bruge spalte op og spalte ned på at fortælle, hvor fantastisk opgøret i almindelighed og Conor McGregor i særdeleshed var, er hovedrystende. Kritisk journalistik er generelt en god ting, men kun meget få medier formåede at levere det i forbindelse med denne kamp.
Opgøret var aldrig nogensinde jævnbyrdigt, hvilket ingen med en smule indsigt havde forventet på forhånd. I Las Vegas valgte mere end en håndfuld mennesker at satse 1 million dollars på sejr til Mayweather. Sådan et bet laver man altså ikke uden at vide, hvad man har med at gøre, og kampen blev da også langt mere ensidig, end den fra MMA-fans er blevet udlagt. Stort set alle udenlandske bokseeksperter beretter om en ensidig forestilling, hvor McGregor kun fik lov at være med i kampens indledning, fordi pensionisten Mayweather tog den meget med ro.
I pausen efter 1. omgang bad Mayweathers far og træner sin elev om at vente med at overtage opgøret til 4. omgang. I øvrigt efter en 1. omgang, hvor Floyd Mayweather blot sendte seks slag afsted. I storkampen mod Manny Pacquaio slog Mayweather i sin mest passive omgang 27 gange. Jo, Mayweather var overlegen, og han legede en sejr hjem.
Nu venter et lækkert efterår!
Viaplay Fightings Facebook-side har de seneste uger været omtrent lige så kvalmende som fire hindbærroulader fortæret på mindre end otte minutter. Nu er freakshowet heldigvis forbi, og så kan vi begynde at se frem til årets største boksekamp, nemlig opgøret mellem Canelo Alvarez og Gennady Golovkin, som finder sted den 16. september.
Eller kan vi? Direkte adspurgt, om kanalen har tænkt sig at vise årets suverænt mest interessante kamp, lyder svaret, at kunderne må krydse fingre for, at Viaplay får sikret sig rettighederne, og at det nok skal blive meldt ud, hvis det bliver tilfældet. Det lyder skønt. Vi må håbe, at de kunder, der i parentes bemærket allerede har kastet penge efter et abonnement, har så meget held med deres fingerkrydsning, at de ender med at få den vare, de har betalt for.
Jeg vælger for en gang skyld at tage ja-hatten på og antage, at Viaplay Fighting vil vise opgøret Canelo Alvarez mod Gennady Golovkin. Dermed er der kun at sige, at de kommende måneder ser intet mindre end fantastiske ud for fans af rigtig boksning – og abonnenter af Viaplay Fighting.
9. september
Oleksander Usyk v Marco Huck – World Boxing Super Series og WBO-titlen i cruiservægt.Kevin Lerena v Youri Kayembre Kalenga – om IBO-titlen i cruiservægt.David Benavidez v Ronald Gavril – om WBC-titlen i supermellemvægt
16. september
Billy Joe Saunders v Willie Monroe Jr. – om WBO-titlen i mellemvægt.Callum Smith v Erik Skoglund – World Boxing Super Series.Canelo Alvarez v Gennady Golovlon – om WBA-, WBC- og IBF-titlerne i mellemvægt. Denne kamp har Viaplay Fighting som nævnt endnu ikke sikret sig rettighederne til. Men vi antager, at det sker – det vil være vanvittigt, hvis det ikke på bliver muligt på legal vis at få den kamp på skærmen.
30. september
Mario Briedis v Mike Perez – World Boxing Super Series og om WBC-titlen i cruiservægt.Anthony Yigit v Sandor Martin – om EBU-titlen i letweltervægt.
7. oktober
Chris Eubank Jr. v Avni Yildirim – World Boxing Super Series.
14. oktober
George Groves v Jamie Cox – World Boxing Super Series og om WBA-titlen i supermellemvægt.Patrick Nielsen v John Ryder.
På flere af stævnerne vil danske boksere være på undercardet, og de vil dermed også blive vist på den danske kanal. Læg dertil, at Mogens Palle i denne periode efter al sandsynlighed vil arrangere efterårets første stævne. Et stævne, som Viaplay Fighting til gengæld ikke finder tilstrækkeligt interessant til at erhverve sig rettighederne. Kvaliteten har ellers ikke fejlet noget på Palles stævner, og når man tager i betragtning, at Viaplay Fighting markedsfører sig som kanalen, ”der byder på det bedste inden for nordisk boksning”, ville det være logisk, hvis også disse stævner kunne følges.
Det er muligt, at hverken kalenderen eller vejret peger i den retning, men når man kigger på oversigten med boksekampe, er der altså forår i luften…

Seneste historier