søndag, 8. september 2024

Klemetsen: Lihaug bør stoppe

Tim-Robin Lihaug (16-4, 9 KO) er ikke god nok til at nå op blandt de bedste som professionel bokser, og han kan lige så godt stoppe boksekarrieren. Så direkte lyder beskeden fra en af Norges bedste boksere gennem tiderne, Ole Klemetsen.
“Hvis han ikke selv forstår, at toget er kørt, og at han ikke er god nok, kan jeg fortælle ham det. Jeg er en god ven af Tim-Robin. Jeg har selv trænet ham og kan rigtigt godt lide ham, men det hjælper desværre ikke, når du ganske enkelt ikke er god nok,” siger Ole Klemetsen til VG.
Lihaug boksede for to uger siden i Riga, hvor han noget skuffende blev sat godt og grundigt til vægs af russeren Sergey Gorokhov, som vandt klart på point efter 10 omgange.
Hører ikke efter
Tim-Robin Lihaug har dog ikke umiddelbart tænkt sig at tage sin tidligere træners råd til sig. Han minder om, at Ole Klemetsen i 1996, da han havde samme alder, som Lihaug har i dag, tabte en titelkamp til Mohamed Siluvangi.
“Hvis nogen dengang havde fortalt ham, at han burde stoppe, og havde han hørt på dem, ville Ole aldrig være kommet tilbage og blive europamester som 26-årig og bokset VM-kamp mod Reggie Johnson som 27-årig,” siger Tim-Robin Lihaug, som ikke er i tvivl om, at han har meget mere at give som bokser.
“Jeg giver mig ikke, bare fordi nogle ting er gået lidt dårligt i den sidste tid. Jeg skal have mig en lille ferie, finde ud af nogle ting, og så er jeg tilbage. Jeg er netop fyldt 25 år og har meget mere at give. Det vigtigste er, at jeg ved, at jeg har meget mere at give, og at dem, som står mig nærmest og er en del af mit team, ved det,” siger Tim-Robin Lihaug.
Foto: Wende.

Seneste historier