søndag, 8. september 2024

Khattab: Rigtigt af Kessler at stoppe

Det er en rigtig beslutning af Mikkel Kessler (46-3, 35 KO) at droppe planerne om et comeback. Det mener formentlig alle, som ikke ville have direkte økonomiske interesser i, at den snart 39-årige dansker tog endnu en tur i ringen. En af dem, som bakker ham helt og aldeles op i den beslutning, er Abdul Khattab (15-2-1, 4 KO), som selv i perioder har trænet tæt sammen med Kessler.
“Det er den rigtige beslutning, han har truffet. Han skal lytte til sin krop, og hvis den siger stop, så er det sådan. Mikkel har opnået det, som han skulle inden for boksning. Han er helt sikkert den største danske bokser nogensinde,” siger Abdul Khattab til B.T.
Khattab boksede senest i slutningen af oktober, og her var det netop Mikkel Kessler, som var i danskerens ringhjørne, hvor han forsøgte at guide Khattab frem mod en sejr. I sidste ende måtte danskeren dog nøjes med uafgjort.
“Mikkel betyder rigtigt meget for mig. Jeg har set meget op til ham gennem mange år, og jeg lærer meget af Mikkel. Hver gang vi træner sammen, lærer jeg noget nyt. Det er en kæmpe ære for mig, at han var med i mit ringhjørne sidst, og at vi har god kontakt,” siger Abdul Khattab.
Foto: Wende.

Seneste historier